The Synthetic Non-callable Mortgage Loan

Abstract

Denne afhandling søger at undersøge de risikofaktorer som opstår når der optages et syntetisk inkonverterbart fastforrentet lån. Denne syntetiske konstruktion fås ved at låntager optager et variabelt forrentet lån, eks. et såkaldt F1 rentetilpasningslån, samt indgår en renteswapaftale med en bank hvor låntager betaler fast. Formålet med afhandlingen er at undersøge de risikofaktorer som opstår ved denne syntetiske konstruktion relativt til et klassisk konverterbart realkreditlån eller det (rent teoretiske) inkonverterbare lån, der ikke eksisterer for de almindelige 30 årige lån. For at undersøge dette er det nødvendigt med et grundlæggende modelværktøj til at prisfastsætte renteswaps som opgaven derfor lægger ud med. Herefter gennemgås karakteristika for forskellige renteindeks og renteswap markedet, med fokus på det danske marked. Denne lånekonstruktion har specielt været benyttet af låntagere med et lånebehov af en vis størrelse; så som andelsboligforeninger, landmænd og kommuner. Derfor gennemgås motiverne for denne type låntager til at indgå i en sådan forretning, samt den historiske udvikling. Endvidere gives der konkrete eksempler på såkaldte "swap skandaler". Dette dækker over en række (rets)sager hvor låntager har stævnet deres bank for misvisende eller manglende rådgivning i forbindelse med indgåelse af renteswapaftaler. Disse aftaler har medført milliontab og i flere tilfælde konkurs for låntager. Herefter gennemgås de pågældende risikofaktorer som er relevante for låntager. Disse inkluderer både traditionelle rentefølsomhedsbegreber så som varighed og konveksitet. Men mere specielt for dette syntetiske lån er basis risikofaktorer, som dækker over risikoen ved utilstrækkelig hedging. Opgaven forsøger at illustrere effekten af disse ved at benytte disse på en tænkt case. Heri findes det at disse kan have en signifikant påvirkning for låntager, og konkrete eksempler beregnes. Specielt risikoen forbundet med forskel i restgældsprofilen mellem renteswappen og det variabeltforrentede lån, som følge af at rentetilpasningslånet afdrages som et annuitetslån (som er praksis) viser sig at være betragtelig. Da renteswaps er bilaterale aftaler indgået med en bank er disse helt centrale i en korrekt prisfastsættelse af disse (set fra bankens synspunkt). Centralt i dette er de eventuelle kollateralaftaler som handlen indgås under. Den type låntager der er relevante her har typisk ikke indgået en kollateralaftale. Derfor gennemgås de prisjusteringer (xVA’er) som banken beregner som følge af de ekstra risici og omkostninger forbundet med manglende kollateralaftale. Til sidste undersøges hvorledes kollateralaftalen påvirker prisfastsættelse af renteswapaftaler og andre derivater gennem en justering af bankens diskonteringskurve. Herunder laves koblingen til prisfastsættelse af derivater i andre valuta end bankens umiddelbare funding valuta.