The Price of Inclusion: When Sustainable Finance Becomes Unsustainable

Abstract

Formålet med dette speciale er at undersøge EU’s nyligt adopterede EU Taksonomi og Strategi for Bæredygtig Finans med henblik på at klarlægge hvordan EU vil muliggøre den grønne omstilling gennem en bæredygtig finansiel økonomi. EU Taksonomien er EU’s bud på at definere hvad bæredygtighed betyder og skal give et fælles sprog for virksomheder, investorer og politikere om bæredygtighed, som er baseret på videnskabeligt definerede grænseværdier. EU Taksonomien fremstilles derudover som midlet hvorigennem den private finansielle sektor kan finansiere den grønne omstilling. EU Taksonomien er dermed også et økonomisk incitamentsredskab, der skal gøre bæredygtighed økonomisk attraktivt. Vi undersøger hvordan disse styringsambitioner for taksonomien rationaliseres forskelligt i strategien i forhold til i taksonomien selv, og hvordan det medfører en paradoksal styring i taksonomiens virke. For at undersøge dette anvender vi en eklektisk kombination af Mitchell Dean’s udvikling af Michel Foucault’s governmentality og Niklas Luhmann’s paradoks begreber for at kunne analysere EU’s strategi og taksonomi som en særlig form for styring der skaber paradoksale forudsætninger for sig selv. Vi anvender og tilpasser Dean’s praksisregimeanalyse og fokuserer på to af hans fire dimensioner til at analysere magt og styring. Vi analyserer EU’s strategi og taksonomi som en særlig styringsrationalitet og styringsteknologi. Vi finder at EU’s Strategi for Bæredygtig Finans og EU Taksonomien rationaliserer og dermed styrer bæredygtighed forskelligt. Hvor strategien anser den grønne omstilling som mulig udelukkende ved at sikre en videnskabeligt forankret og bredt inkluderende taksonomi, formår taksonomien i praksis ikke at opfylde disse kriterier, da de opleves som underminerende for hinanden. For at leve op til både at være videnskabeligt forankret og inkluderende alligevel, rationaliserer taksonomien bæredygtighed på en ny og paradoksal måde i forhold til strategien, hvori det bliver bæredygtigt at styre ubæredygtigt i specifikke tilfælde. Vi konkluderer at EU Taksonomiens paradoksale styringsrationalitet truer dens muligheder for at give incitament for økonomiske aktører til at omstille deres aktiviteter efter taksonomiens bæredygtighedsforståelse. Dette skyldes at taksonomiens paradoksale styring af en ubæredygtig bæredygtighed kan møde modstand hvis økonomiske aktører afviser dette som ren ubæredygtighed. Afslutningsvist anbefaler vi et interventionsforslag for at imødekomme denne risiko for at styringen ikke lykkes.