Nytteværdi & omkostninger ved IFRS 16

Mohammed Haroon Hussain

Student thesis: Diploma thesis

Abstract

IFRS 16 blev vedtaget i 2016, og blev implementereret fra d. 1. januar 2019. IFRS 16 erstatter den tidligere standard IAS 17. I en undersøgelse foretaget i 2015 viste det sig, at børsnoterede virksomheder i USA har i størrelsesordenen af US $1.25 trillioner i operationel leasing, som ikke blev indregnet i balancen1. I den forbindelse opstod der mange bekymringer omkring manglende sammenligning mellem virksomheder, der har operationel leasing som indregnes i resultatopgørelsen og finansiel leasing som indregnes i balancen. Som et resultat af bekymringen om at den operationelle leasing ikke blev indregnet i balancen, igangsatte IASB et projekt, som gik ud på at forbedre den regnskabsmæssige behandling af leasing. Projektet har resulteret i den nye regnskabsstandard IFRS 16, som har været længe ventet. Den nye standard lægger op til at alt leasing indregnes i balancen. Dette har medført at begreberne operationel- og finansiel leasing elimineres. IFRS 16 er også resultatet af en væsentlig kritik fra regnskabsbrugere særligt blandt investorer og analytikere. De har brugt mange ressourcer på at justere i virksomhedernes årsrapporter på baggrund af estimater for at sammenligne virksomheder, som har henholdsvis operationel- og finansiel leasing. I denne rapport vil læserne blive bekendt med det overordnede grundlag for virksomhedernes finansielle rapportering. Grundlaget er også kendt som begrebsrammen for den finansielle rapportering. Læserne vil dermed få et indblik i formålet med regnskabsstandarder og hvorfor disse ændres. I forlængelse heraf får læserene beskrevet principperne for den tidligere standard IAS 17 og den nuværende standard IFRS 16. Principperne vil gøre læseren i stand til at forstå rapportens efterfølgende indhold, som består af en analyse af forskellene mellem IAS 17 og IFRS 16. Der vil blandt andet blive beskrevet, hvilke forskelle der er opstået, og hvad disse bidrager til nytteværdien for regnskabsbrugerne. Dette leder frem til opgavens særlige fokus, som går ud på at undersøge nytteværdien for implementeringen sammenlignet med omkostningerne forbundet med den. Dette er også kendt som 'cost-benefit' betragtningen. Opgaven afsluttes med en vurdering af om hvorvidt nytteværdien for IFRS 16 lader til at stå mål for omkostningerne.

EducationsGraduate Diploma in Accounting and Financial Management, (Diploma Programme) Final Thesis
LanguageDanish
Publication date2019
Number of pages76