Hvor attraktivt vurderes investeringer i ejerlejligheder i København i øjeblikket?

Nikolaj Skandov Nielsen

Student thesis: Diploma thesis

Abstract

Bolig fylder en stor del af alle menneskers liv. Jeg oplever hvor meget, igennem mit daglige job i Nordea, som privatrådgiver, igennem medierne og i dialog med venner og familie. Boligen har som begreb en dobbelt dimension og bliver derfor også til tider kaldt det duale gode1 . Denne er både en ejendom som giver investor ejendomsret, og den kan benyttes til at bo i. Alle vil på et tidspunkt i deres liv, stå overfor at skulle finde en bolig. Dette gælder både unge og ældre, folk der ønsker at købe deres egen bolig, men også dem der foretrækker at leje en bolig. Da denne betyder så meget for alle mennesker, og at alle selvfølgelig har brug for tag over hovedet, er boligmarkedet også en mulighed for at investere i ejendomme med henblik på et investeringsafkast. Når jeg kigger nærmere på ejerboligprisernes udvikling i København og fokuserer på ejerlejlighedsmarkedet, så er priserne steget med 80,74 % i gennemsnit fra første kvartal 2009 til 3. kvartal 20182 . Dette er endda efter et mindre fald i 1. og 2. kvartal 2018. Jeg finder det yderst spændende at undersøge denne udvikling nærmere. Teorien siger, at boligpriserne på lang sigt skal følge inflationen, og derfor vurderer jeg, at priserne er steget meget ekstremt i denne periode i forhold til den reelle forventning. Dette kan give en stor usikkerhed/risiko for boligejerne i København de næste år, hvis priserne ikke er i ligevægt. Jeg er derfor bekymret for, at priserne evt. kan opleves at falde meget de næste par år og dette vil jeg gerne undersøge nærmere. Ud fra teorien, bliver priserne på boliger på kort sigt, styret af folks adaptive forventninger, hvilket vil sige, at prisstigninger vil give en forventning om yderligere prisstigninger3 . Dette kan alt andet lige, give den almene boligkøber et forkert billede af, hvor stor en risiko de påtager sig ved boligkøbet, og deres lyst til at købe boligen nu og her, kan være styret af et ønske om at tjene ”nemme penge”. Boligpriserne styres på mellemlang sigt at det man kalder fundamentals. Dette begreb indeholder alle de faktorer som har en påvirkning på boligprisernes udvikling, i mild eller større grad. Et par meget aktuelle fundamentals kan nævnes, såsom den lange rente, som er historisk lav og ledigheden som også er meget lav. De nye boligskatteregler, hvilke forventes at træde i kraft januar 20214 og lovgivningen inden for de såkaldte ”vækstkommuner” i forhold til, hvilken finansiering man kan opnå, ved køb af bolig i København bl.a. er også meget aktuelle og spændende i den forstand, at de kan forventes at påvirke priserne på ejerboligerne i København. Overordnet set, finder jeg den meget markante udvikling i Københavns boligpriser meget interessant. Det giver mig samtidig en bekymring omkring, hvorvidt mange boligkøbere muligvis påtager sig en større risiko end de aner, og jeg ønsker derfor at undersøge, om jeg ud fra en analyse, kan komme med et bud på, hvor attraktivt det er at investere i ejerlejlighed i København nu og her.

EducationsGraduate Diploma in Finance, (Diploma Programme) Final Thesis
LanguageDanish
Publication date2019
Number of pages86