Multilingualism in Belgium and Switzerland: A comparative analysis of the two countries’ linguistic conflicts and the significance of language to national identity

Maria Bech Espersen

Student thesis: Master thesis

Abstract

Flersprogethed i Belgien og Schweiz – en komparativ analyse af de to landes sprogkonflikter og sprogets betydning for den nationale identitet Belgien og Schweiz er interessante lande at sammenligne, da de begge er flersprogede føderalstater, men samtidig er meget forskellige. Efter det seneste belgiske parlamentsvalg i juni 2010 tog det de valgte politikere halvandet år at danne en koalitionsregering. Grunden til den langvarige regeringskrise var, at det belgiske politiske landskab er særdeles fragmenteret, da hvert politisk parti er delt i to søsterpartier – et flamsktalende og et fransktalende. Dette komplicerede partisystem bunder i den sproglige konflikt, som længe har eksisteret mellem Flandern og Vallonien, og som har ført til en debat om, hvorvidt Belgien er ved at gå i opløsning. Schweiz er til gengæld ikke præget af de store sproglige konflikter på trods af kulturelle og politiske forskelle mellem sprogsamfundene. Den største trussel mod flersprogetheden i Schweiz er det engelske sprogs øgede status, da det for tiden debatteres, hvorvidt det er vigtigere at lære engelsk som første fremmedsprog, end det er at lære et andet af Schweiz’ fire nationalsprog. For flersprogede lande som Belgien og Schweiz er det nødvendigt, at staten udfærdiger en sprogpolitik og implementerer denne ved hjælp af sprogplanlægning (opdelt i status-, tilegnelses- og korpusplanlægning). Den største forskel på Belgien og Schweiz ses i statusplanlægningen i de to lande. I Belgien havde kun ét sprog status, og derfor blev også kun fransk anerkendt som det eneste officielle sprog ved Belgiens grundlæggelse i 1830. Først i 1898 fik flamsk status som officielt sprog, men i praksis blev flamsk ikke anerkendt før i 1963, hvor de belgiske sproggrænser blev etablerede. Denne langvarige ulige status mellem fransk og flamsk er hovedårsagen til den sproglige konflikt i Belgien i dag. I Schweiz derimod fik de tre hovedsprog samme status som officielle sprog ved dannelsen af den schweiziske stat i 1848. Dog modtog det mindste sprog i Schweiz, rætoromansk, ikke status som hverken nationalt eller officielt sprog før meget senere. Alligevel har det betydet så meget, at de andre tre sprog blev anerkendt på samme tid, og at intet sprog derfor fik lov at opnå større status end de andre, at det i dag er grunden til, at Schweiz ikke oplever store sproglige konflikter. Statusplanlægningen har også betydet, at tilegnelsesplanlægningen i Schweiz har haft fokus på alle nationalsprogene - og ikke kun ét. Alle elever skulle lære mindst et andet nationalsprog, og først herefter skulle de undervises i engelsk. Dette har dog ændret sig, da kanton Zürich har valgt at indføre engelsk som det første fremmedsprog i skolerne. I Belgien var tilegnelsesplanlægningen, som var påvirket af statusplanlægningen, endnu en grund til, at der var en ulige balance mellem flamsk og fransk. I Belgien kunne man først i 1930 studere på universitetet på flamsk. Indtil da var det kun muligt at læse en videregående uddannelse på prestigesproget fransk, hvilket medførte lav social mobilitet blandt flamlænderne, der oftest kun kunne tale flamsk. Af de tre teorier om national identitet, konstruktivisme, essentialisme og etnosymbolisme, er det konstruktivisme, der bedst kan forklare Belgiens nationsdannelse. Da den fransktalende belgiske elite konstruerede den belgiske stat, valgte den fransk som det eneste officielle sprog på trods af, at flamsk blev talt af majoriteten af befolkningen. Eliten valgte fransk, datidens lingua franca, på grund af dets prestige og valgte dermed ikke tage hensyn til lavstatussproget flamsk. Konstruktivismen forklarer dette ved, at sprog kun er et redskab uden betydning for den nationale identitet. Derimod er det den etnosymbolske teori, der bedst kan forklare den schweiziske nationsdannelse, da den schweiziske elite valgte at tage hensyn til de allerede eksisterende sprog og valgte både tysk, fransk og italiensk som officielle sprog. Dette er i tråd med etnosymbolismen, som hævder, at et nationalt fællesskab ikke kan konstrueres fra oven, men i stedet bygger på en befolkning, der igennem længere tid har udviklet fælles træk, sprog og erindringer. Man kan ikke ignorere fortiden, men i stedet bygge en moderne nation op omkring de nationale myter og sprog, der allerede findes. I modsætning til konstruktivisterne betragter etnosymbolisterne sprog som en vigtig faktor for nationsdannelse. De to vidt forskellige tilgange til nationsdannelse, sprogets betydning for den nationale identitet og sprogplanlægning har resulteret i de to meget forskellige situationer i Belgien og Schweiz i dag.

EducationsMA in International Business Communication (Intercultural Marketing), (Graduate Programme) Final Thesis
LanguageEnglish
Publication date2012
Number of pages100