”Independencia”: En komparativ diskursanalyse af spanske og danske mediers dækning af catalanernes ønske om uafhængighed

Christina Narbón Blanc Gauguin

Student thesis: Master thesis

Abstract

Den 11. september 2012 opdagede omverden at mange catalanere ønsker at blive uafhængige af Spanien. Den catalanske nationaldag, la Diada, blev ikke fejret på sædvanlig vis men udviklede sig til en kæmpe demonstration i regionens hovedstad, Barcelona. Gaderne i byen blev fyldt med catalanere, der bad i kor om ”Independencia”. Mange medier, deriblandt de spanske udenfor Cataloniens grænser og de danske medier, bragte nyheden om denne begivenhed. Catalanernes ønske om selvstændighed er en aktuel sag, der er blevet og bliver skrevet meget om. Især i disse dage, hvor en catalansk folkeafstemning fastsat til den 9. november i år skal afgøre om Catalonien vil løsrive sig fra Spanien. Min interesse for emnet er ikke kun opstået fordi jeg er spanskstuderende på CBS, og derfor har en faglig nysgerrighed om Spanien. Min mor, hele hendes familie og mange af mine venner er fra Catalonien. Fra 1989 til 1996 boede jeg i regionen og studerede på et catalansk gymnasium. Både før og efter mit ophold har jeg besøgt familien i Catalonien mindst en gang om året og derfor har jeg også en personlig interesse i at følge, hvad der sker i Spanien og især i Catalonien. Jeg kender mange, der har deltaget i ovennævnte demonstration og for dem var det ikke starten på et ønske om et uafhængigt Catalonien. Det var derimod en begivenhed, hvor omverden lagde mærke til dem. Dagene efter spurgte de ind til hvad de danske medier havde fortalt om dem og begivenheden. De var både forventningsfulde og glade for at de var blevet hørt. Men også bekymrede for om de danske medier gengav nogle af de negative omtaler der var i de spanske medier udenfor Catalonien. Forholdet mellem Catalonien og resten af Spanien, især med den centrale regering i Madrid, er ikke blevet bedre efter denne demonstration for uafhængighed. Medierne har været talerør for sider. Både dem der er for et selvstændigt Catalonien og dem der er for et samlet Spanien.

EducationsMA in International Business Communication (Intercultural Marketing), (Graduate Programme) Final Thesis
LanguageDanish
Publication date2014
Number of pages199