Locking Horns over Natural Gas: The EU and Russia's Discussion on Energy Security

Abstract

Resumé Energipolitik i en europæisk sammenhæng har levet en omflakkende eksistens. Energiresourcer havde så stor betydning under Anden Verdenskrig, at man valgte at oprette to fællesskaber målrettet energi: Den Europæiske Kul- og Stålunion og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EurAtom). Det tredje fællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), havde til formål at styrke handel og samarbejde mellem medlemslandene. Mens Kul- og Stålunionen langsomt mistede aktualitet og atomenergi blev mere omdiskuteret, udviklede EØF sig til det moderne EU. Energipolitik i EU har længe været omstridt. Indtil Lissabon-traktatens vedtagelse var energi ikke en del af EUs traktatgrundlag. Ønskede Kommissionen at foretage sig noget på området, måtte man ty til miljø- og konkurrencereglerne. De første direktiver så dagens lys i 1996, elektricitet, og 1998, gas, men baggrunden ligger mere end tyve år tidligere. I 1973 indførte Organisationen af Petroleum Eksporterende Lande (OPEC) en embargo mod Vesten som følge af en krig i oktober 1973 mellem Israel på den ene side og Egypten og Syrien på den anden. Embargoen betød at Europas energiforsyningssikkerhed var alvorligt truet, for størstedelen af den olie Europa brugte blev importeret fra Mellemøsten. Europa havde behov for at sprede risikoen for lignede afbrydelser af energiforsyningerne ud over flere energikilder og flere leverandører. Det gav Sovietunionen mulighed for at trænge ind på de europæiske markeder. Soviet havde længe udvundet naturgas og havde oprettet et vidtspredt rørledningsnetværk igennem Sovietunionens republikker. Man kunne med relativ lethed udvide dette netværk ind i Europa. Umiddelbart viste Soviet sig at være en mere stabil leverandør end OPEC-landene. De første tegn på ændringer i samhandlen viste sig efter Sovietunionens fald i 1991, og Vladimir Putin blev russisk præsident. I soviet-tiden havde styret i Moskva jævnligt brugt gas som et pressionsmiddel til at tvinge sovietrepublikker med oprørstrang til at makke ret uden det gik ud over gasleverancerne til Europa. Sovietunionens sammenbrud betød at en række nye lande så dagens lys. De resourcer og faciliteter der befandt sig på de nye landes territorium blev national ejendom, mens Rusland overtog størstedelen af Sovietunionens gaskontrakter. De turbulente år fra Sovietunionens fald og til Vladimir Putin blev præsident betød at Ruslands politiske betydning på den internationale scene blev formindsket. Samtidigt var Ruslands muligheder for at øve indflydelse over de tidligere sovietrepublikker mindsket betragtligt. Et af de få tilbageværende midler var, og er stadig, naturgas. De russiske gasfelter er forbundet med de europæiske markeder via rørledninger der går gennem ukrainsk og hviderussisk territorium. Rusland er altså afhængig af at de to transitlande tillader at gassen strømmer uhindret. Samtidigt er begge lande afhængige af at importere gas fra Rusland. Det gamle rørledningsnetværk er konstrueret sådan at der ikke er nogen adskillelse mellem gas til de ukrainske og hviderussiske forbrugere og gas til de europæiske forbrugere. I de tilfælde hvor der har været uenighed mellem det statslige russiske gasselskab Gazprom og et af transitlandede, har de to parter kunnet bruge to pressionsstrategier: Rusland har kunnet true med at lukke for gassen til det pågældende land, og har også gjort alvor af truslen. Transitlandets mest effektive træk har været at true med at stoppe, eller begrænse, mængden af gas i transit. Begge midler blev taget i brug i 2006, 2007 og 2009. Indtil 2005 nød Ukraine og Hviderusland gavn af meget lave gaspriser sammenlignet med de europæiske gaspriser. Gazprom ønskede at maksimere og konsolidere sit overskud, og meddelte at mellem 2006 og 2011 ville gaspriserne stige så de nåede det europæiske prisniveau. Transitlandene nægtede at acceptere prisstigningerne. Gazprom lukkede for gassen, mens transitlandene tappede gas af fra de europæiske leverancer. Under gaskonflikterne oplevede Europa stop for leverancerne. 20-20-20-aftalen fra 2007 var et forsøg på at imødegå fremtidige uregelmæssigheder i gasleverancerne og optimere det europæiske energisystem, så det er bedre rustet til fremtiden. EUs bestræbelser på at mindske afhængigheden af energi fra tredjelande har både haft betydning for energisammensætningen indenfor EUs grænser og har haft betydning for forholdet til Rusland. Både EU og Rusland taler om energisikkerhed, men de mener noget forskelligt med udtrykket. EU taler om forsyningssikkerhed. Rusland taler om efterspørgselssikkerhed.