A volunteer culture?

Abstract

Dette speciale er inspireret af en oplevelse, jeg havde, da jeg arbejdede som frivillig gennem den britiske organisation i-to-i på to naturbevaringsprojekter i Costa Rica i 2007. På begge projekter arbejdede jeg sammen med frivillige fra hele verden samt de lokale, som var involveret i projekterne, og til min store overraskelse var kommunikationen imellem os alle rigtig god, og jeg observerede ekstremt få kultursammenstød mellem diverse nationaliteter. Jeg besluttede mig for at finde ud af, om de oplevelser, jeg havde haft i 2007, var en undtagelse eller normen, mere specifikt: Når frivillige fra forskellige lande arbejder sammen på et projekt, skaber de så en fælles kultur, der overgår deres nationale kulturer? Og hvilke eksterne faktorer spiller en rolle? For at finde svaret på disse to spørgsmål tog jeg af sted igen med i-to-i og arbejdede på to naturbevaringsprojekter, et i Costa Rica og et i Ecuador i efteråret 2009. Men denne gang tog jeg spørgeskemaer med til de frivillige og de lokale, som var involveret i projekterne for at høre deres mening. Spørgeskemaet til de frivillige var på engelsk, og spørgeskemaet til de lokale var på spansk for at mindske risikoen for misforståelser. Spørgsmålene i begge spørgeskemaer fokuserer på kommunikationen mellem de frivillige og lokale og imellem de frivillige, samt hvilke kulturforskelle de frivillige og lokale havde observeret samt oplevet. Derudover valgte jeg at bruge Geert Hofstedes teori om interkulturel kommunikation som et sammenligningsgrundlag for at se, hvor der i teorien burde have opstået kultursammenstød eller kommunikationsproblemer blandt de mange forskellige nationaliteter. I alt svarede 20 frivillige fra ni forskellige lande inkl. mig selv på spørgeskemaet, og 13 lokale fra Costa Rica og Ecuador svarede på spørgeskemaet til de lokale, hvilket alt i alt gav mig et godt udgangspunkt. Størstedelen af de frivillige svarede, at de ville betegne deres kommunikation med de andre frivillige som fantastisk, og størstedelen af dem svarede også, at de ville betegne deres kommunikation med de lokale som god, men med nogle enkelte misforståelser, og den største udfordring var sprogbarrieren. Derudover svarede størstedelen af de lokale, at de ville betegne deres kommunikation med de frivillige som fantastisk, hvilket betyder, at generelt set følte alle, at kommunikationen havde været rigtig god. Mange af de kultursammenstød, der kunne eller burde have fundet sted ifølge Hofstedes teori, fandt ofte ikke sted eller blev ikke observeret af hverken de frivillige eller de lokale. Der var nogle enkelte tilfælde, men de var få og ikke så udbredt eller alvorlige, som de kunne have været ifølge teorien. De eksterne faktorer, som jeg følte spillede en rolle, var isolation og i-to-i. To af de projekter, jeg arbejdede på, lå isoleret fra resten af omverdenen, hvilket gav os rigeligt med tid og mulighed for at lære hinanden at kende, og samtidig gav det os fornemmelsen af at leve i vores egen lille verden. Derudover hjalp i-to-i også, i og med de gav os en masse information om det pågældende lands kultur og gav os værktøj til at håndtere de første kulturchok, vi kom ud for. Desuden gav de os detaljerede oplysninger om de projekter, vi skulle arbejde på, og lokalsamfundet, hvor projekterne lå. Alle disse oplysninger hjalp os med at komme over de første og værste kulturchok samt gav os modet til at være mere åbne over for nye oplevelser. Alt dette tilsammen skabte muligheden for at vi kunne skabe vores egen lille verden og dermed en fælles kultur, en frivilligkultur.