Scottish home rule – how will it settle? A perspective on the current devolution settlement and how it is likely to develop

Abstract

Hvor er det skotske selvstyre på vej hen? Skotland har været en del af Storbritannien siden parlamentsunionen blev indgået i 1707. Her blev Skotland og Englands parlamenter slået sammen til ét regerende parlament i Westminster, London. Unionen var baseret på praktiske politiske fordele og det Skotske folk blev aldrig assimileret med det Engelske. Tværtimod er den skotske identitet blevet bevaret igennem samfundsinstitutioner bevaret tilbage fra 1500-tallet og ved bibeholdelsen af skotske myter og kulturelle særtegn. I unionsaftalen overtog Westminster den politiske kontrol, men Skotland beholdt megen administrativ drift, primært på lokale/nationale politiske områder. Skotland har igennem tiden løbende søgt at få mere indflydelse og selvbestemmelse. Dette ønske kom særligt til udtryk i perioden fra 1979-1997. Her var Westminster ledet af en Konservativ regering med Margaret Thatcher i spidsen. Samtidig fandt de Konservative meget lidt støtte i Skotland, og følelsen af at blive påtvunget Konservativ politik affødte nyfunden nationalisme i Skotland. Fundet af olie ud for Skotlands kyst og følelsen af at være i opposition til Westminster forstærkede kravet om selvstyre. I 1997 gik Labour og Tony Blair til valg på et løfte om at indføre decentralisering (eller devolution) i Skotland, altså overdragelse af udvalgte politiske områder til et skotsk parlament med lovgivende magt. Den politiske selvstændighed er opdelt i henholdsvis overdragne og tilbageholdte områder. Politiske områder overdraget til skotsk styre er bl.a. uddannelse, sundhed, miljø og landbrug. Områder tilbageholdt af Westminster er bl.a. makroøkonomi, udenrigspolitik og forsvar. Dette kan kaldes et flerlaget styreform, idet det skotske parlament skal koordinere politik med både det engelske parlament samt forholde sig til Storbritanniens forpligtelser i forhold til EU samarbejdet. Derudover søger det skotske parlament decentralisering og øget åbenhed i forholdet til lokalsamfundet, og dermed forefindes endnu et lag, som parlamentet skal forholde sig til i den lovgivende proces. Dette åbner en række muligheder, som fx direkte adgang til forhandlingsbordet i EU på udvalgte områder. Det giver dog også en masse begrænsninger idet det skotske parlament underligger sig beslutninger taget i både Westminster og EU - også selvom disse måtte berøre områder overdraget til skotsk kontrol. I devolution-aftalen er indskrevet en ret for Westminster til at lovgive på alle områder vedrørende Skotland, dog med den klausul, at det kun er i sjældne tilfælde og/eller med skotsk accept at dette vil finde anvendelse. Dermed har Skotland ikke nogen juridiske rettigheder i tilfælde af, at det engelske parlament vælger at blande sig på overdragne områder. Dermed er den skotske politisk manøvrerum ganske begrænset og på sin vis kunstig, idet de givne rettigheder til enhver tid kan fratages dem igen. I 2007 kom det Skotske National Parti (SNP) til magten i Skotland, hvis formål er skotsk løsrivelse fra Storbritannien. En folkeafstemning er nu sat til 2014, hvor skotterne skal til stemmeboksen for at afgøre om de ønsker at udtræde af unionen og dermed skabe en uafhængig skotsk stat. Et flertal i befolkningen lader dog til at ønske en løsning hvor Skotland bliver i unionen, men får overdraget flere rettigheder så muligheden for at føre en divergerende politik ift. Westminster bliver øget. Det er endnu usikkert om sådan et andet spørgsmål vil blive inkluderet i folkeafstemningen. Hvilken forfatningsmæssig struktur der sandsynligvis vil udfolde sig, vil blive vurderet i opgaven. Dette baseres dels på Skotlands historie i unionen og den identitet og selvforståelse man har. Dette ses i forhold til hvad parlamentet har præsteret i dets første årti sammenholdt med relevante meningsmålinger og de dominerende politiske partier.