Revisors ansvar i forbindelse med besvigelser og forventningskløften

Nicklas Rasmussen & Tim Stolbin Madsen

Student thesis: Master thesis

Abstract

Indledning: Revisionsbranchen er fyldt med skrækhistorier om besvigelser. Historier som Gate Gourmet, Nordisk fjer og IT Factory. Sager, hvor den udførte besvigelse har medført konkurs og store tab for virksomheder såvel som for personer. Sager, som grundet disse omfattende konsekvenser har ført til kæmpe medieovervågning. Den store medieopmærksomhed og de store skandaler giver anledning til spørgsmål omkring ansvarsfordelingen på området. Er det revisors ansvar at opdage besvigelsen? Ledelsen aflægger regnskabet, er det ikke deres ansvar? Besvigelser dækker endvidere over en bred vifte af muligheder. Alt fra en ansats simple tyveri fra kassen til ledelsens regnskabsmanipulation falder ind under denne kategori. Men hvordan kan det være muligt at foretage besvigelser, uden at revisor finder ud af det? Alt dette afhænger naturligvis af den enkelte sag og væsentlighed. Tager vi udgangspunkt i tyveri fra virksomhedens kasse, vil mindre afvigelser på kasseafstemningen slås hen som værende en fejl, hvorimod større afvigelser undersøges nærmere. Et andet aspekt ved besvigelser er kompleksiteten, hvorved de er blevet udført. Foretager ledelsen regnskabsmanipulation, kan dette være svært at identificere, endvidere at bevise. Der kan være en tynd grænse mellem decideret regnskabsmanipulation og almindelige fejlskøn. Vores verden er skruet således sammen, at lider man et tab, vil man forsøge at placere spørgsmålet om skyld hos nogen. Lider en kreditor et tab grundet en virksomheds konkurs, placerer man indledningsvist skylden hos virksomheden. Derfor er det oplagt at se på, om ledelsen har gjort sit arbejde tilstrækkeligt. Såfremt dette ikke er sket, kan de ifalde ansvar. Ledelsen vil måske forsøge at give skylden videre til revisor. I tilfælde af at revisor ikke lever op til god revisionsskik, kan revisor også stilles ansvarlig herfor. Det er netop denne problemstilling vedr. ansvarsfordeling, som vi finder interessant, blot med emnet besvigelser som katalysator. I hvilke tilfælde er det revisors ansvar at identificere besvigelser, og hvilke forventninger har interessenterne til, at revisor rent faktisk opdager besvigelsen? Denne problemstilling vil være omdrejningspunktet for hele afhandlingen. Ovenstående problemstilling leder os på sporet af følgende problemformulering.

EducationsMSc in Auditing, (Graduate Programme) Final Thesis
LanguageDanish
Publication date2014
Number of pages171