Danske Banks konkurrencemæssige udfordringer på det danske bankmarked

Lasse Lykkestrup & Wictor Bodzioch Nüssle

Student thesis: Diploma thesis

Abstract

Den finansielle sektor og især bankerne blev i Danmark genstand for offentlighedens interesse som følge af deres medvirken til den seneste verdensomspændende finansielle krise, der indtrådte i Danmark i august 2008. Her blev Danmarks 10. største bank, Roskilde Bank, overtaget af nationalbanken og Det Private Beredskab. Krisen blev offentligt kendt i Danmark under navnet Finanskrisen som følge af den finansielle sektors rolle i krisen (Finans Danmark 2018).
Krisen medførte, at 62 pengeinstitutter lukkede i perioden august 2008 til august 2013. Den medførte ydermere regeringens oprettelse af seks bankpakker, hvis formål var at modvirke krisen, samt en række regulatoriske stramninger i de efterfølgende år (Erhvervsministeriet 2013: 14). Banksektoren oplevede efter krisen yderligere en række sager med negativ omtale; heriblandt de såkaldte Panama Papers, svindel med udbytteskat og diverse sager angående hvidvask.
Krisen og de negative sager har været medvirkende til at svække privatpersoners tillid til bankerne og øget myndighedernes fokus på at iværksætte flere regulatoriske krav. PricewaterhouseCoopers (2019) (PwC) har foretaget en række analyser af privatpersoners tillid til bankerne. Analyserne fremhæver en række punkter, hvor privatkunder mener, at bankerne performer dårligere, end kunderne forventer inden for centrale områder såsom rådgivning, digitale løsninger og bankernes ledelse.
De tilsynsførende myndigheder – Finanstilsynet og European System of Financial Supervision (ESFS) – har på vegne af de lovgivende instanser i Danmark og EU indført en række regulativer for den finansielle sektor. En del af disse tiltag har været rettet mod kapitalopbygning for at sikre bankernes robusthed (Europa Parlamentet 2019).

EducationsGraduate Diploma in Accounting and Financial Management, (Diploma Programme) Final Thesis
LanguageDanish
Publication date2020
Number of pages91
SupervisorsStig Hartmann