Immigrants in Britain, France & Germany: Legal aliens or full-fledged members of society

Maria Louise Longhi Frederiksen

Student thesis: Master thesis

Abstract

De seneste årtier har været præget af en stigning i antallet af indvandrere, der har bosat sig permanent i Europa. Denne indvandring har skabt et enormt behov for at integrere indvandrere fra mange lande og med forskellige etniske baggrunde. Dette har rejst spørgsmålet om hvad det indebærer at være borger—hvem har rettigheder og hvem har forpligtelser. Dette speciales formål er at undersøge, i hvilken udstrækning indvandrere i Frankrig, Storbritannien og Tyskland behandles og opfattes som borgere med de samme rettigheder og forpligtelser som dem, der besidder et statsborgerskab. Det der gør en undersøgelse af netop disse tre lande interessant er, at de alle tre er liberale stater, men samtidigt har meget divergerende historier og oplevelser med indvandring. En ting de dog alle tre har tilfælles er, at de har måtte tage stilling til et voksende antal af indvandrere, der i stigende grad kræver at blive behandlet på lige fod med landenes statsborgere. Specialet tager udgangspunkt i begrebet statsborgerskab, og der er identificeret tre forskellige opfattelser af begrebet, der har relevans for netop denne undersøgelse. Den første opfattelse sætter statsborgerskab lig med blodets bånd og associeres oftest med den traditionelle tyske opfattelse af statsborgerskab. Det anden opfattelse ligger vægt på borgerrettigheder og var dominerende i England frem til 1980erne. Den sidste opfattelse ligger vægt på, at man som borger har en række forpligtelser overfor staten og samfundet, som skal udføres for til gengæld at få adgang til en række rettigheder. Denne opfattelse kædes hovedsageligt sammen med Frankrig, men er ligeledes den opfattelse, der sprang frem i England efter at Margaret Thatcher blev premierminister i 1979. Det er givetvis en naturlig antagelse, at et land som Tyskland, der er kendt for at udelukke folk på baggrund af deres etnicitet, vil være det land af de tre, hvor indvandrere har sværest ved at blive opfattet og behandlet som borgere på lige fod med landets statsborgere. Analysen har dog vist, at dette ikke er tilfældet. Af de tre lande er det faktisk i Tyskland, at indvandrere i størst omfang bliver opfattet og behandlet som reelle statsborgere. I Frankrig derimod, som ellers bygger på den republikanske tradition og idealet om frihed, lighed og broderskab, sker inklusionen i fællesskabet i form af kulturel assimilation. Det anses for yderst vigtigt, at man kan tale og føler sig fransk for at blive opfattet som en franskmand. At blive opfattet som en sand borger handler derfor om mere end blot rettigheder og forpligtelser. I nogle tilfælde er kravet om kulturel assimilation dog svært at leve op til for indvandrere, der kommer fra kulturer og religioner, som ligger langt fra den franske livsopfattelse. Dette gør, at indvandrere i Frankrig til trods for, at de tilbydes flere rettigheder end i Tyskland og Storbritannien, alligevel ikke inkluderes og opfattes i lige så høj grad som reelle borgere som indvandrere gør i Tyskland, hvor der ikke stilles de samme krav om kulturel assimilation. Storbritannien er, til trods for at være tilhænger af multikulturalismen, rent faktisk det land af de tre, der tilbyder det færreste antal rettigheder for indvandrere, samt har den mest ekskluderende opfattelse af statsborgerskab. Dette hænger blandt andet sammen med, at der ikke eksisterer en decideret britisk identitet. Tidligere blev den britiske identitet skabt i kraft af et fælles fjendebillede, hvor krige mod Frankrig var med til at skabe en ekstern fjende, som man i fællesskab kunne identificere sig imod. Ligeledes udgjorde protestantisme en stor del af den britiske identitet, hvor ”rivalen” var katolicismen i Frankrig. I dagens Storbritannien har religionen gradvist mistet sin betydning, og Frankrig anses ikke længere som fjenden, man skal stå sammen imod. Dette har blandt andet medført, at briterne har en langt mere diffus opfattelse af hvad det vil sige at være britisk, end man har i henholdsvis Frankrig og Tyskland. Dette speciale har konkluderet, at Tyskland har udviklet sig til en kosmopolitisk nation, der i større grad end både Frankrig og Storbritannien er bevist omkring landets behov for indvandrere, og som er klar til at identificere sig selv som et immigrationsland i det enogtyvende århundrede. Det at Tyskland er gået fra at være et land, der ekskluderede folk på baggrund af deres etnicitet til at land, der i stigende grad opfatter sig selv som et immigrationsland, vil med stor sandsynlighed have en enorm indflydelse på Europa i fremtiden. Ikke mindst viser det, at de traditionelle opfattelser af hvad det vil sige at være borger i Europa har forandret sig. Men det viser ligeledes, at Tyskland i langt højere grad end Frankrig og Storbritannien er klædt på til fremtidens demografiske udfordring.

EducationsMA in International Business Communication (Intercultural Marketing), (Graduate Programme) Final Thesis
LanguageEnglish
Publication date2010
Number of pages68