Cloud computing i danske virksomheder

Casper Thomsen & Peter Egehoved

Student thesis: Diploma thesis

Abstract

Cloud computing er i dag i større fremgang end nogensinde og fylder tilsvarende mere end noget andet emne i it-medier. Men hvad er det, og hvorfor skal danske virksomheder interessere sig for det? Dette er bare et af de mange spørgsmål om cloud computing (CC), som vi vil forsøge at give et svar på med denne rapport. Vi har ladet rapporten rotere omkring spørgsmålet, hvordan danske virksomheder kan opnå gevinster ved at anvende CC, og vi har afdækket nogle af de væsentligste barrierer, som de står over for, hvis de ønsker at høste disse gevinster. Rapportens fokusområder er valgt ud fra interviews med beslutningstagere i dansk erhvervsliv, og efterfølgende er deres holdninger brugt til at udarbejde et spørgeskema, som er sendt til en bredere målgruppe. Spørgeskemaet fokuserer på økonomiske fordele og barrierer samt juridiske problemstillinger ved brugen af cloud computing. Rapportens analyse består af tre hovedområder. Det første område forsøger at definere CC ud fra, hvad der findes af definitioner, og tager stilling til de mest udbredte. Derefter defineres relevante begreber ifht. CC i et forsøg på at beskrive rammerne omkring emnet. I et forsøg på at afdække hovedbidragene inden for området er der ligeledes foretaget et litteraturstudie i resumé-form i dette kapitel. Rapporten fortsætter dernæst med at beskrive, hvad de egentlige forskelle er på brugen af CC og traditionel it-outsourcing. Først på et teoretisk niveau og derefter eksemplificeret med en beskrivelse af en outsourcingsproces med traditionel it-outsourcing og brug af CC. Denne sammenligning resulterer i et eksempel på en cloud-sourcing model, hvor der især lægges vægt på, at man som virksomhed bør fokusere på at få løftet grundlæggende behov frem for at få opfyldt en lang liste med detailkrav. Det sidste bidrag i dette kapitel er en beskrivelse af CC i et it-historisk perspektiv. Her beskrives, hvilke hoved-bevægelser inden for it, der i dag har medvirket til, at vi står foran en fremtid, der sandsynligvis indeholder en stor brug af CC. Det næste hovedområde i rapporten starter med at beskrive udbredelsen i CC i Danmark ud fra svar på spørgeskema samt resultater fra andre tidligere analyser inden for området. Dernæst gennemgås de økonomiske perspektiver ved CC, hvor det afdækkes, at der er store økonomiske fordele og at de danske it-ansvarlige er opmærksomme på dette. Det viser sig dog, at CC endnu ikke er særligt udbredt i danske virksomheder, men respondenterne regner med at tage CC i brug for alvor over de kommende år. Det tredje og sidste hovedområde i rapporten fokuserer på de juridiske aspekter. Allerede tidligt i forløbet blev vi klar over, at dette er et område, der fylder meget i hovederne hos de it-ansvarlige, men at der også er utroligt meget uklarhed omkring, hvilke regler de egentligt er underlagt. Kapitlet starter med at analysere konsekvensen af, at mange it-ansvarlige i dag lægger vægt på at kunne forhandle detaljer i it-driftsaftaler, hvilket er et område der er notorisk vanskeligt inden for CC. I rapporten bliver det dernæst afklaret, hvilken lovgivning man skal være særligt opmærksom på, og hovedkonsekvenserne af dette analyses ifht. udbredelsen af CC. Dernæst besøges de mest udbredte revisionsstandarder inden for it-outsourcing kort. Som en afrunding på dette kapitel laves der en evaluering af de tre største CC-leverandørers primære produkter inden for CC, set særlig i relation til driftsaftaler, bodsbetaling og revisionsstandarder. Dette kapitel fortæller os, at der på trods af et stort potentiale fortsat er væsentlige juridiske aspekter, der skal afklares, for at CC kan opnå den udbredelse, det har potentiale til, men at der bestemt også er områder inden for it, der sagtens kan anvende CC i dag. Som hovedkonklusion gennemgår vi for og imod ved brugen af CC og når frem til, at der er et enormt potentiale. CC er i stand til at reducere unødig kompleksitet, frigøre kapital, og bringe os til en verden, hvor vi køber it-ressourcer efter behov. Dette sker dog ikke uden problemer, og virksomheder skal være klar til at give afkald på nogle af deres krav for at få del i de massive økonomiske fordele, der ligger og venter.

EducationsGraduate Diploma in Management Accounting and Process Management, (Diploma Programme) Final Thesis
LanguageDanish
Publication date2010
Number of pages113