Vi har indgået en pagt med tal-djævelen

Når universiteternes rolle i nutidens samfund reduceres til blot at være producenter af let tilgængelig viden for private virksomheder, glemmer vi de værdier, som ikke kan måles.
Statsrevisorerne prøver at måle og sammenligne konfrontationstimer (studerende, der undervises af en underviser i et undervisningslokale) mellem kurser, uddannelser og institutioner. Det er ikke længere et spørgsmål om rigtige undervisere og dygtige studerende, men om ratioer og kvantitative mål, ligesom der ikke tages højde for de ting, der ikke kan måles: Værdier, nysgerrighed, engagement, drive, sjov og ballade, kreativitet, viden og omsorg Vender ryggen til historien: Når den offentlige diskurs rettes mod universiteternes bidrag til samfundet, kommer det hurtigt til at handle om rentabilitet. Logikken synes at være, at samfundet udelukkende investerer i universiteter for at opnå hurtig økonomisk gevinst (uddannelser er gode at investere i, hvis de hurtigt producerer veluddannede ansatte, der kan yde store skattebidrag). Og når man vender ryggen til historien, vender man ryggen til menneskerne inde i institutionerne.