Retorik og diskurs: den glade skaberkraft og den sure dekonstruktion?

Dette Working Paper kommer til at handle om, hvordan man egentlig kan finde på at arbejde med kritisk diskursanalyse og retorik på én gang, når nu diskursanalysen på den ene side hævder, at vi skal afsløre verdensanskuelser og magtforhold bag sprogbrug, og retorikken på den anden side er mere optaget af at fortælle os, hvordan vi skal styre og målrette vores sprogbrug i skabelsen af tekster.Hvis den kritiske diskursanalyse således repræsenterer ideer om, at mennesker og menneskelige relationer styres af normer, myter og kultur, og at det, vi skal stræbe efter, er at afsløre og dekonstruere dem for at imødegå faren for den totale kontrol, så er vel netop den klassiske retorik repræsentant for det modsatte, nemlig at vi skal operere inden for de afstukne grænser, som normerne og kulturen sætter, for bedst muligt at tale vores sag?Jeg vil her forsøge at vise, at denne fremstilling er for firkantet, og at den pointe, at sproget både skaber og skabes af mennesker og samfund i en dialektisk vekslen, er en hovedpointe i nutidige tilgange inden for både retorik og diskursanalyse. Ligeledes vil jeg argumentere for, at vi i vores private og professionelle virke både har brug for at 'pille tekster fra hinanden' og at vide, hvordan vi former dem på den mest hensigtsmæssige måde.Selv om jeg opererer med begreberne 'klassisk retorik' og 'kritisk diskursanalyse', er der ikke tale om, at jeg her hverken kan eller vil give nogen udtømmende, endsige grundig, gennemgang af nogen af områderne, ligesom jeg heller ikke vil forsøge at tage patent på, hvad hverken klassisk retorik eller kritisk diskursanalyse går ud på. Min artikel er blevet til på baggrund af mine egne beskedne erfaringer med begge områder, herunder mit empiriske arbejde med diskursanalyse af spanske avisartikler, hvor jeg anvender kritisk diskursanalyse a la Fairclough (1992, 1995).