Om arbejdets patologi: Og suverænitetens mirakuløse umenneskelighed ifølge Bataille

Arbejdets patologi diskuteres med udgangspunkt i Locke og Hegel, der hver på deres måde giver god grund til at værdsætte og hylde arbejdet. En stærk kontrast hertil tilbydes af Georges Bataille (1897-1962), der for mange indvarsler det post-moderne. Udgangspunktet bliver en analyse af miraklet som en forventning, der opløses i intet, og som i de tilfælde, hvor resultatet er bedre end forventet, kan resultere i lykkelige tårer. Miraklet bryder med det planmæssige, og det leder frem til begrebet suverænitet, der betegner modsætningen til alt, hvad der har at gøre med arbejde, planlægning og instrumentel rationalitet. Mennesket tingsliggøres gennem arbejdet, således som fx Lukács har beskrevet det. Arbejde er dog principielt patologisk i ethvert samfund, ikke blot det kapitalistiske; men mennesket er som suverænt mere end blot en ting. I den post-moderne kapitalismes centrum er forbrug og umiddelbar nydelse det værdifulde, ikke produktion, og den ændrede værdisættelse afspejler en patologisk ulighed i fordelingen af det patologiske arbejde, der må kritiseres og bekæmpes politisk.