Naturens eget eksperimentelle modsvar: Et essay om Galen fra Pergamon

Dette historiske essay angående en afhandling af den store mediciner Galen fra Pergamon (c.129-200 e.Kr.) udgør anden del af en serie om filosofiske grænseområder i den senhellenistiske periode hvis første del består i en oversættelse med filosofisk kommentar til Lukian fra Samosatas (c.120-180 e.Kr.) Filosofiske leveveje til salg.* Men hvor digteren Lukians dialog fraskriver sig stort set al filosofi som frugtesløst for menneskelivet i bred og praktisk forstand, peger Galens tekst i stedet på hvordan medicinen må og skal inddrage den filosofiske tradition hvis den skal evne at forsvare sig imod en tvivlsom mekanistisk naturfilosofi som i Galens tid trængte sig ind på både lægekunst og -videnskab og truede med at nedbryde dem indefra. Ligesom Lukians satire giver også Galens tekst et særegent indblik i diskussionen mellem flere af antikkens etablerede filosofiske retninger – såvel platonisme, aristotelisme, epikuræisme og stoicisme som »atomisme« og »vitalisme«. Samtidig fremstiller Galens tekst også en omtolkning af arven særligt fra Platon og Aristoteles hvor disse forfatteres grundlæggende »psykologiske« lære om menneskekroppen tildeles en mere »fysiologisk« prægning der på sin side synes at pege i retning af senere tiders dualisme. Endelig præsenterer teksten et af verdenshistoriens første naturvidenskabelige eksperimenter, men indenfor helt andre rammer end dem der langt senere formuleres i og med den naturvidenskabelige revolution i det 17. århundrede: Hos Galen vendtes eksperimentet imod en mekanistisk og almindeligt eksperimentel naturforståelse i et forsøg på at vise hvordan naturen egenhændigt kan fortælle og fremvise sin egen omfattende sandhed.