Abstract
Der eksisterer i dansk retspraksis et ikke ubetydeligt antal domme, hvor retsfiguren nærmest til at bære risikoen har været påberåbt og til tider anvendt af domstolene. Sagerne har været af såvel kontrakt-som deliktsretlig karakter.
I artiklen analyseres og vurderes den foreliggende retspraksis af kontraktretlig karakter i et formueretligt perspektiv.
Domme af deliktsretlig karakter, hvor retsfiguren indgår, behandles således ikke i nærværende artikel. Der kan af retspraksis udledes, at nærmest til at bære risikoen anvendes i forbindelse med fastlæggelsen af, hvem af parterne der er nærmest til at bære risikoen for en uklarhed i kontraktens ordlyd, og en heraf afledt anvendelse af fortolkningsparadigmet, koncipistreglen om at fortolke mod affatteren af kontrakten. I den øvrige retspraksis, hvor retsfiguren er blevet anvendt som aftalesupplering, kan retspraksis overordnet opdeles således, at der synes at være to risikoretlige grundsætninger, nemlig med fokus på henholdsvis den professionelle part og den part, hvis forudsætning svigter. Det konkluderes, at særligt ved aftalesupplering har den i retspraksis udviklede retsfigur selvstændig relevans i lighed og samspil med force majeure, forudsætningslæren og aftalelovens § 36 ved regulering og allokering af risikoen for en efterfølgende byrdefuld omstændighed.
I artiklen analyseres og vurderes den foreliggende retspraksis af kontraktretlig karakter i et formueretligt perspektiv.
Domme af deliktsretlig karakter, hvor retsfiguren indgår, behandles således ikke i nærværende artikel. Der kan af retspraksis udledes, at nærmest til at bære risikoen anvendes i forbindelse med fastlæggelsen af, hvem af parterne der er nærmest til at bære risikoen for en uklarhed i kontraktens ordlyd, og en heraf afledt anvendelse af fortolkningsparadigmet, koncipistreglen om at fortolke mod affatteren af kontrakten. I den øvrige retspraksis, hvor retsfiguren er blevet anvendt som aftalesupplering, kan retspraksis overordnet opdeles således, at der synes at være to risikoretlige grundsætninger, nemlig med fokus på henholdsvis den professionelle part og den part, hvis forudsætning svigter. Det konkluderes, at særligt ved aftalesupplering har den i retspraksis udviklede retsfigur selvstændig relevans i lighed og samspil med force majeure, forudsætningslæren og aftalelovens § 36 ved regulering og allokering af risikoen for en efterfølgende byrdefuld omstændighed.
| Original language | Danish |
|---|---|
| Journal | Juristen |
| Volume | 99 |
| Issue number | 2 |
| Pages (from-to) | 35-43 |
| ISSN | 0107-699X |
| Publication status | Published - 2017 |
| Externally published | Yes |