Kinoøjet og den sociale montage

Lad os betragte verden som en stor biografsal oplyst af billedprojektioner i alle retninger. Vi mangler blot et centralt lærred (kinoskærm), og det er egentlig derfor, der ikke findes noget øje hos hverken Gud eller menneske, som kan se det hele på én gang. I forhold til denne universelle variation er hjernen selv et billede, der får de andre billeder til at selektere i forhold til sig. Bergson fremhæver hvordan lyset kommer fra verden og bevægelsen kommer før de faste former. ”Hjernen kan altså efter vor mening ikke være andet end en slags telefoncentral: dens rolle er at ’give forbindelsen’ eller lade den vente. Den føjer intet til det, den modtager (..), hjernen ser ud til at være et instrument til analyse af den modtagne bevægelse og et instrument til udvælgelsen af den bevægelse der udføres”. Verden er ikke en mørk enhed der venter på at den subjektive bevidsthed begynder at lyse på den.