Improvisation som ledelsesform

Forestillingen om det store velordnede univers, hvor kosmos regerer over kaos, og hvor alting flyder fra nogle få overordnede principper - helst eet, muligvis to - udøver stadig en mægtig fascination på menneskesindet. Med rette, naturligvis, selvom vi i det postmoderne mellemrum et øjeblik kunne komme i tvivl. Få institutioner er i lige så høj grad som biblioteker afhængige af orden og kontrol. Selve bibliotekets grundfunktion kræver minutiøs orden. En bog, der er fejlplaceret i systemet, er en tabt bog, det ved vi alle. Netop bibliotekernes historiske kompetence med henblik på at ordne informationsressourcer på måder, der gør dem lettilgængelige for brugerne, opfattes af mange som bibliotekernes billet til den kommende informationsorden. Ordning og orden med deres korrelater af kontrol og planlægning er derfor ikke tilfældige biprodukter af bibliotekernes virksomhed, men hører til selve deres væsen. Det Kongelige Bibliotek er et smukt eksempel. Tilbage til sin oprindelse var bibliotekets funktion helt afhængig af et opstillingsystem, der var forståeligt for datidens mennesker, og som blev kodificeret af Moldenhawer i begyndelsen af 1800-tallet med udgangspunkt i videnssystemet, således om det dengang tog sig ud ved universitetet i Göttingen. Behovet for en enstrenget intellektuel struktur, der kan bruges som grundplan for den fysiske opstilling af bøger er blevet mindre vigtig i edb-alderen, men den er stadig vigtig i biblioteker med åbne samlinger, og det er selvfølgelig under alle omstændigheder stadig afgørende, at bøgerne faktisk står hvor de skal.