Abstract
Der er dukket en række nye talemåder op i det sociale arbejde, bl.a. ’man skal møde mennesket, som det er’, ’hjælp skal være hjælp til selvhjælp’ og ’fattigdommen er åndelig, ikke materiel’. Dette er ikke nye begreber – faktisk er de over 100 år gamle, og vi kan derfor tale om en genopdagelse. Oprindelig blev de formuleret af kirkelige og filantropiske foreninger, som lavede fattighjælp i de fremvoksende industribyer sidst i 1800-tallet. Når de bruges i dag, er det langt fra blot af frivillige, kirkelige organisationer. Tværtimod dukker de op overalt i det sociale arbejde – fra væresteder og sociale caféer til misbrugsbehandling og aktivering. Hvad betyder denne filantropiens genopdagelse? Mit argument i denne artikel er, at begreberne indikerer nogle grundlæggende forandringer i selve det sociale arbejdes epistemologi, dvs. dets måde at iagttage og genkende sociale problemer og klienter på. Hvad er et socialt problem? Hvad er en klient? Hvad er integration? Og hvad er fællesskab? Det er nogle af de spørgsmål, som sættes på spil. Artiklen fremlægger nogle hovedlinier fra bogen Det sociale arbejdes genealogi – kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker.
Original language | Danish |
---|---|
Journal | Nordisk Sosialt Arbeid |
Volume | 25 |
Issue number | 3 |
Pages (from-to) | 207-219 |
Number of pages | 13 |
ISSN | 0333-1342 |
Publication status | Published - 2005 |