Den indre djøfisering

Under overskriften ”Hvem har bolden?” lægger Arkitekten an til en diskussion af, hvem der ”har ansvaret for den gode og den dårlige arkitektur i dagens Danmark” (Arkitekten 2012/1:3). Christoffer Harlang tager bolden op i juni nummeret med sin bredside imod djøfiseringen. Mange vil kunne genkende smerten i at blive marginaliseret som faggruppe, at blive udbyttet økonomisk og at blive målt på form og procedure fremfor på kvalitet og indhold. Det ville ligge os fjernt at forsvare djøfiseringen, men måske vil vi alligevel foreslå at se den mere som et symptom end som en årsag. Og måske er det egentlige problem, at vi alle har en rem af den hud, som djøfiseringen er gjort af. Noget tyder på det, når vi beredvilligt lægger ud med at diskutere, hvem der har ansvaret, og når vi forestiller os, at autorisationsordninger og ”klarere og tydeligere strukturering af design‐ og arkitektundervisningens proces, mål og indhold” er vejen frem, sådan som Harlang foreslår. Det lyder som en stræben efter klarhed, tydelighed og fordeling af ansvar i en verden, der gør modstand imod noget sådant. Som sireners sang får snakken om, at der bagved al tumulten ligger en simpel, rationel og styrbar virkelighed, os til at glemme virkeligheden – og vi rammes af verdens kompleksitet, usikkerhed og uklarhed, når vi mindst venter det. Måske tilbyder djøfiseringen noget, vi alle ønsker os, men som ikke findes. Måske er det ønsket i sig selv, som er en medvirkende årsag til miseren.