Abstract
Med udgangspunkt i scenariet Predictable Agent, hvor parallelle prisalgoritmer anvendes af virksomhederne til at fastsætte priser, påvises det, hvordan algoritmisk stiltiende koordinering påvirker det digitale marked og forbrugervelfærden. Prisalgoritmer ændrer på markedsstrukturen for markedet, hvorfor dette påvirker virksomhedernes prisstrategier. Algoritmerne får lettere ved at oprette og opretholde stiltiende koordinering uden direkte kommunikation mellem virksomhederne. Dette får konsekvenserne for forbrugerne da priserne ender med at være under monopolpriserne men over konkurrencepriserne. Det bliver videre søgt afklaret, hvorledes algoritmisk stiltiende koordinering er reguleret under TEUF art. 101. Det adresseres at denne adfærd er placeret i en gråzone, hvor den ikke anses for at være reguleret under TEUF art. 101, stk.1, såfremt der ikke har været kontakt, eller en viljesmæssig overensstemmelse. I denne forbindelse bliver informationsudveksling sammenlignet med Predictable Agent scenariet, idet informationsudvekslingskarakteristikaene udgør de samme forhold som ses ved prisalgoritmernes parallelle adfærd. Den negative påvirkning af forbrugervelfærden, som følge af den konkurrencebegrænsende adfærd, bliver således behandlet i et normativt perspektiv. I forbindelse med undersøgelsen af, hvilke muligheder der er for at regulere prisalgoritmerne, som en del af et forbud mod stiltiende koordinering, bør konkurrencemyndighederne derfor sætte klare betingelser for lovligheden af en bestemt adfærd. Den vigtigste indikator bør være, at forholdene på markedet ikke længere er et udtryk for konkurrencemæssige markedsforhold, hvorfor stiltiende koordinering vurderes at skulle gøres ulovligt, hvis adfærden har konkurrencebegrænsende virkninger.
Original language | Danish |
---|---|
Title of host publication | Konkurrenceretlige Emner 1/2021 : Udvalgte juridiske kandidatafhandlinger |
Editors | Christian Bergqvist |
Number of pages | 69 |
Publisher | Københavns Universitet |
Publication date | 2021 |
Pages | 79-147 |
Publication status | Published - 2021 |