Affirmativ kritik: Håb og begejstring, uhygge og vrede

I denne rundbordssamtale diskuterer vi forskellige former for kritik, historisk og aktuelt. Vi diskuterer, hvordan kritik er blevet noget uomgængeligt og allestedsnærværende, og hvilke problemer og udfordringer det stiller til en kritisk praksis i dag. Vi skitserer to arketypiske kritikformer, som vi benævner som negativ og affirmativ kritik. Den negative kritik kan karakteriseres ved at afsløre, afdække og kritisere det bestående. Denne kritikform er væsentlig og afgørende både i samfundet og akademisk praksis. Vi diskuterer, hvordan en sådan negativ kritik dog også har begrænsninger. I det den ikke altid bidrager til at skabe forandring, men tværtimod kan skabe håbløshed, frustration og apati. Vi argumenterer for, at vi må udvide vores kritiske praksis og supplere med mere affirmative former for kritik. Affektive kritikformer virker ved ikke at skrælle noget af, men i højere grad ved at lægge til. Det handler om at multiplicere, potentialisere, udfolde det virtuelle og bekræfte noget, der endnu er i tilblivelse. På den måde producerer de forskellige kritikformer også affektive fænomener som håb, begejstring, uhygge og vrede, ligesom kritikken selv kan udspringe af disse. En grundpointe er, at disse kritikformer ikke er modsætninger men supplerer hinanden, og at vi med dem kan udvide vores kritiske redskaber og måder at forstå og forandre verden på. Artiklen argumenterer ved at vise, hvordan forskellige typer af kritik kan udfoldes i forhold til empiriske eksempler fra samfundsdebatter og forskningen, og diskuterer de forskellige opfattelser af kritik op mod centrale filosoffer, teoretikere og aktivister.