Accelererede kræftforløb og organisatoriske forsvarsmekanismer

Sundhedsvæsenet oplever i disse år et pres mod at forene to på papiret væsensforskellige ambitioner: på den ene side ’optimere’ og ’strømline’ kliniske arbejdsgange og patientforløb; og på den anden side møde patienten som et ’helt’ og ’unikt’ menneske. I vores paper diskuterer vi de organisatoriske erfaringer fra accelereret brystkræftbehandling, hvad angår lægernes og sygeplejerskernes håndtering af mødet med patienten og patientforløbet. Ved at sammenligne resultaterne fra et empirisk feltstudie af en udvalgt kræftafdeling på Rigshospitalet med resultaterne fra Isabel Menzies Lyths klassiske studie af ’organisatoriske forsvarsmekanismer’ i hospitalets arbejdsorganisering (Menzies Lyth, 1960) peger vi på, at den accelererede brystkræftbehandling på flere måder fortsætter og endda forstærker de problemer, som Menzies-Lyth identificerede. Det gælder eksempelvis sorteringen af patienter i ’lette’ og ’besværlige tilfælde’, brug af kliniske guidelines mm. til at distancere sig fra den konkrete situation, introduktion af et standardiseret følelsesvokabular, samt en reduceret faglig fornemmelse for det enkelte patientforløb. Vi relaterer disse problemer til en voksende opsplitning af patientforløbet i et ’klinisk’ og et ’psykosocialt’ spor og til den øgede brug af standardiserede interventioner og arbejdsgange i begge spor. Vi diskuterer også, i hvilken udstrækning denne opsplitning kan forstås som en ’forsvarsmekanisme’ snarere end en effektiv organisering, samt hvilke alternative organiseringsmuligheder der kunne tænkes.