Abstract
Dette speciale undersøger den komplekse problemstilling omkring værdiansættelse af immaterielle aktiver, med særligt fokus på software, i overdragelser mellem koncernforbundne parter. Emnet behandles i konteksten af dansk transfer pricing-regulering med udgangspunkt i ligningslovens § 2 og OECD’s Transfer Pricing Guidelines. Fokus ligger særligt på to centrale mekanismer: Tax Amortisation Benefit, som repræsenterer købers mulighed for at opnå skattemæssige fradrag ved afskrivning af erhvervede immaterielle aktiver jf. Afskrivningsloven § 40, og sell-side adjustment, som repræsenterer Skattestyrelsens krav om, at sælger skal opnå en efter-skatlig kompensation svarende til sælgers realistiske tilgængelige alternativer. Specialet tager udgangspunkt i en hypotetisk case inspireret af to verserende sager, og analyserer, hvordan man sikrer en konsistent metodisk tilgang til hvordan TAB og sell-side adjustment anvendes i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Specialet benytter en integreret metode, der kombinerer juridisk metode, herunder retskildelære og fortolkning af national og international skatteret, økonomisk teori, DCF-modellen og værdiansættelsesprincipper, samt empiriske input via interviews med eksperter der besidder erfaring og viden på området. Specialet konkluderer, at en konsistent og metodisk tilgang til behandlingen af TAB og sell-side adjustment kan opnås, så længe analysegrundlaget er klart defineret. Dette sker ved at anvende sælgers efter-skat minimumspris som nedre grænse og købers maksimale pris inklusiv den fulde værdi af TAB som øvre grænse. Denne tilgang etablerer et økonomisk spænd, inden for hvilket armslængdevilkår kan realiseres. Det anerkendes dog, at der ikke kan opstilles en fast metode for, hvordan den endelige pris fastlægges inden for dette interval. Prisen vil altid være afhængig af kontekstuelle faktorer som parternes forhandlingsstyrke, tidsmæssige hensyn og strategiske mål. Specialet fremhæver dog rollespilssimuleringer som et praktisk værktøj til at forstå og analysere disse forhandlinger, især i tilfælde hvor sammenlignelige markedsdata ikke foreligger. Der konkluderes derudover, at brugen af midtpunktet som automatisk eller standardiseret løsning er metodisk uholdbar. Dette afspejler ikke, hvordan uafhængige parter agerer i praksis, og underminerer dermed overholdelsen af armslængdeprincippet. Specialet tilbyder således et praktisk anvendeligt rammeværk for MNE’er, rådgivere og myndigheder, som ønsker at navigere i grænseoverskridende IP-overdragelser, hvor værdiansættelse, skattemæssige konsekvenser og juridisk compliance er tæt forbundne.
| Uddannelser | Cand.merc.fir Finansiering og Regnskab, (Kandidatuddannelse) Afsluttende afhandling |
|---|---|
| Sprog | Engelsk |
| Udgivelsesdato | 15 maj 2025 |
| Antal sider | 99 |