Abstrakt
Nærværende speciale fokuserer på Chiles todelte sundhedssystem, der siden diktaturet i 1980’erne har været opbygget af en offentlig og en privat sektor. De senere år har debatten i de chilenske medier taget til og der er stor uenighed omkring strukturen af sundhedssystemet, da kritikkerne hævder, at ikke alle har lige mulighed for at vælge mellem de to systemer.
Specialet har som formål, at undersøge de økonomiske og ideologiske strukturer og principper, der ligger til grund, henholdsvis for den privatisering af sundhedssystemet, der fandt sted i 1980’erne og den efterfølgende genimplementering af demokratiet i 1990’erne. Hernæst vil specialet undersøge hvilke effekter denne opståede dikotomi har haft på det chilenske samfund i forhold til ulighed i adgang til sundhedssystemet målt på følgende faktorer: Betaling, udbydere, kvalitet, geografi, regulering, information og finansiering.
Primært er der anvendt en kvalitativ empirisk metode, hvor datasættet består af tre kvalitative interviews. Informanterne arbejder alle inde for lovgivning og regulering af sundhedssystemet. De har bidraget med deres viden og erfaring til at opklare, hvorfor denne opdeling af den chilenske befolkning i forhold til sundhed, er opstået. Sekundært er der anvendt en bred vifte af videnskabelige artikler i et forøg på at give en bred forståelse af problemstillingen.
Resultaterne tyder på, at privatiseringen i 1980’erne har været præget af en stærk neoliberal overbevisning, og at dette har været med til at ekskludere en stor del af befolkningen fra det private sundhedssystem, som stadig varer ved i dag. Desuden viser resultaterne, at genimplementeringen af demokratiet i 1990’erne har medført mere statslig indblanding i sundhedssystemet i et forsøg på, at udviske disse neoliberale strukturer. Dog viser resultaterne også, at denne indsats har vist sig at være en midlertidig løsning og at opdelingen af sundhedssystemet har resulteret i en stor ulighed i adgang til sundhed samt diskrimination af bl.a. ældre, kvinder og syge.
Den private sundhedsplan er opbygget som en ordinær forsikringsaftale, hvor prisen på produktet afhænger af ens sygehistorie, køn og alder. Dette betyder at for nogle er prisen så høj, at de ikke har friheden til at vælge mellem de to systemer – hvilket oprindeligt var det ideologiske grundlag under neoliberalismen i 1980’erne. Til gengæld har denne investering i den private sektor medført store forbedringer i den chilenske befolknings sundhed, dog en forbedring som ikke alle kan deltage i.
Uddannelser | Cand.ling.merc Erhvervssprog og International Erhvervskommunikation (Interkulturel Marketing), (Kandidatuddannelse) Afsluttende afhandling |
---|---|
Sprog | Engelsk |
Udgivelsesdato | 2016 |
Antal sider | 111 |
Vejledere | Carlos Salas Lind |