Hvordan skaber aktiv forvaltning værdi for den private investor?

Mikkel Borreby Gammeljord & Thomas Torp

Studenteropgave: HD-afhandlinger

Abstrakt

Flere danskere vælger hvert år at placere en del af formuen i investeringsforeningers fonde. Den samlede formue under forvaltning i Danmark udgjorde ved udgangen af 2018 mere end 881.084 mio. kr. spredt over 818 detail fonde. 1 Disse fonde er i overvejende grad aktive, da de distribueres gennem de danske banker og øvrige finansielle udbydere. Det er således derfor de aktive investeringsforeninger som traditionelt og fortsat udgør størstedelen af markedet. 2 Det aktive valg indebærer, at danskerne sætter deres lid til, at investeringsforeningernes analytikere kan “slå markedet” og skabe et merafkast i forhold til det passive alternativ. Uafhængige analyser viser dog, at det sjældent lykkes for de aktive investeringsfonde at tjene de øgede omkostninger hjem igen. 3 Tendensen viser også, at de passive løsninger vinder frem. Dette skyldes bl.a. automatiserede og billigere muligheder som f.eks. “Nora”4 og “June”.5 Det giver god mening, for når en aktiv investor betaler en højere pris uden at få det forventede højere afkast retur, hvorfor så ikke vælge den strategi med det bedste trade-off? Ser man i markedet generelt, er der ingen tvivl om, at bæredygtighed er ”det nye sort”. Men man forbinder sjældent bæredygtighed med den finansielle branche. Alligevel ses det, at andre parametre er begyndt at spille ind i valget af investeringsform, blandt andet bæredygtighed. Nordea Invest introducerer den aktive investor til klassens nye dreng “bæredygtige investeringer” således: “Verden ændrer sig hurtigere end nogensinde før. Vi bliver flere og flere mennesker. Klimaet forandrer sig. Og nye energiformer titter frem i takt med, at vi skruer ned for brugen af olie og kul. Udviklingen skaber både udfordringer og muligheder. Ikke bare for kloden. Men for mennesker, virksomheder og investorer verden over. I Nordea prioriterer vi derfor dækningen af bæredygtighed højt. Simpelthen fordi vi tror på, at bæredygtighed er en forudsætning for at kunne levere stabile og konkurrencedygtige afkast.”6 Nordea Invest promoverer således de aktive investeringer på, at man som aktiv investor investerer bæredygtigt. Investor bliver en del af et fællesskab, som de passive investorer ikke tager del i. Der er således en udvikling i gang – også på det finansielle marked – hvor der ikke kun lægges vægt på at skabe størst muligt merafkast, men også på at skabe den rette balance mellem virksomhedernes potentielle afkast og dens involvering i den bæredygtige verden. Det vigtigste spørgsmål er dog fortsat, om de aktive investeringsforeninger er i stand til at skabe det merafkast, som investorerne forventer. Eller er det? Og hvis ikke, hvad ligger så til grund for, at det er det aktive valg, som fylder størstedelen af markedet? Det er disse spørgsmål, som dette projekt søger at besvare.

UddannelserHD Finansiering, (HD uddannelse) Afsluttende afhandling
SprogDansk
Udgivelsesdato2019
Antal sider73