Spring til hovednavigation Spring til søgning Spring til hovedindhold

Bridging Global Standards and Local Realities: Proposing a Sustainability Strategy Framework for MNCs

Daniel Nørgaard Larsen

Studenteropgave: Kandidatafhandlinger

Abstract

Denne afhandling undersøger, hvordan multinationale virksomheder kan formulere bæredygtighedsstrategier, der samtidig imødekommer lovmæssige krav, internationale standarder, samt lokale institutionelle og kulturelle forhold. For at analysere denne kompleksitet udvikles og testes SOVALD-modellen, der strukturerer seks nøgleelementer i bæredygtigheds-strategisk tilpasning: standarder, organisatorisk kultur, værdiskabelse, adaptiv compliance, legitimitet og direktivtilpasning. Modellen integrerer teoretisk indsigt fra institutionel teori, responsiv reguleringsteori, samt kulturel teori, hvorefter disse kobles til globale standarder som GRI, SDG’erne og TCFD samt juridisk bindende europæiske direktiver, herunder CSRD og ESRS. Modellen testes gennem et kvalitativt casestudie af DSV i Danmark, Kina og Mexico, som repræsenterer forskellige institutionelle kontekster. Resultaterne viser, at globalt forankrede compliance-strukturer kun delvist kan overføres til markeder uden for EU. Hvor Danmark muliggør tæt kobling mellem regulering og strategi, kræver Kina og Mexico betydelig lokal tilpasning, ofte gennem uformelle eller relationelle praksisser. Her synliggør modellen forskelle mellem formaliserede rapporteringskrav og kontekstuelle realiteter, herunder fravær af datasegmentering og decentraliseret ansvar. Resultaterne inkluderer, at SOVALD modellen bidrager med et analytisk værktøj, som fremhæver asymmetrier mellem ambition og praksis. Dens primære værdi ligger ikke i at evaluere præstation i sig selv, men i at identificere, hvor organisatorisk synlighed mangler, og hvor bæredygtighed endnu ikke er fuldt institutionaliseret. Dermed understøtter modellen strategisk refleksion og tværgående koordinering og tilbyder en brugbar metode til at styre bæredygtighed i komplekse organisatoriske kontekster. Denne afhandling bidrager til den akademiske litteratur ved at fremme en konceptuel model, der understøtter strategisk koordinering og kontekstuel tilpasningsevne. Den tilbyder desuden anvendt værdi ved at agere som et kompas, hvilket kan vejlede multinationale virksomheder i formulering af en holistisk bæredygtigheds strategi på tværs af forskellige lovgivningsmæssige miljøer.

UddannelserCand.merc.emf Økonomisk Markedsføring, (Kandidatuddannelse) Afsluttende afhandling
SprogEngelsk
Udgivelsesdato15 maj 2025
Antal sider118