En guddommelig legitimitet til at operere: En biopolitisk analyse af AKDN’s udviklingsarbejde i Afghanistan

Mirwais Fedai

Studenteropgave: Kandidatafhandlinger

Abstrakt

I de seneste årtier har vi oplevet et stigende antal filantropiske fonde, som engagerer sig i velgørenhedsarbejde i den såkaldte tredje verden. Imidlertid har forskning på området primært fokuseret på fonde inden for industrilandende, mens der er begrænset viden i, hvordan filantropi konstrueres i et konkret udviklingsland – særligt i Afghanistan.
Denne afhandling fokuserer på den private udviklingsfond Aga Khan Development Network (AKDN) og deres arbejde i Afghanistan. Formålet er at tilegne en forståelse af, hvordan organisationen konstruerer sine iagttagelser af det afghanske folks velfærd, samt hvorvidt engagementet i landet bliver ”legitimeret” gennem organisationens selvforståelse. Her tages der særligt afsæt i italesættelsen af den konkrete udviklingsstrategi (multi-input area development), der blev lanceret i forbindelse med fondens engagement i Afghanistan.
For at besvare den indeværende problemformulering, er afhandlingen delt i tre dele, bestående af to analysedele samt en diskussionsdel. Afhandlingens to første dele bygger henholdsvis på, Michel Foucaults governmentalitetsteori og Slavoj Žižeks studier af ideologi. I den første analysedel bliver engagementet analyseret i et biopolitisk blik, hvor analysen fandt frem til at den understøttes af en særlig Islamisk selvforståelse. Herunder gøres de afghanske modtagere til genstand for en særlig styringsoptik, som undersøges i fondens arbejdsmetoder med de afghanske nærområder. I den anden del af afhandlingen, bliver organisationens selvforståelse analyseret som narrativer der revitaliserer organisationens velgørende arbejdsmetoder. Heraf konkluderede analysen, at visse forestillinger er med til at iscenesætte og legitimere et omfattende engagement i den afghanske kontekst.
Med afsæt i analysens delkonklusioner bliver de konstitutive effekter diskuteret. Dette i form af sammenligning med de teoretiske og praktiske implikationer for organisationen, hvor de lokale udfordringer og fordele anskues, i lyset af AKDN’s særlige biopolitiske og ideologiske afsæt. Afhandlingen konkluderer med en afsluttende refleksion over analysens begrænsninger, samt en overvejelse af konkrete muligheder for fremtidige studier – inden for et knapt så udforsket felt.

UddannelserCand.soc.pkl Politisk Kommunikation og Ledelse, (Kandidatuddannelse) Afsluttende afhandling
SprogEngelsk
Udgivelsesdato2016
Antal sider76
VejledereSara Louise Muhr