Strategisk regnskabsanalyse og værdiansættelse af William Demant Holding

Gustav Terkelsen

Studenteropgave: Kandidatafhandlinger

Abstrakt

Hvorfor en værdiansættelse af William Demant? Efter min mening og interesse, indeholder en værdiansættelse mange af de elementer, der tilsammen udgør studiet i finansiering og regnskab, men også mere. En værdiansættelse hæver sig nemlig over de ”kolde” facts, og danner bro mellem den rigtige verden, med dens uperfekte og dynamiske forhold og den præcise verden som regnskabs- og finansieringsteorien beskriver. En værdiansættelse er derfor både en værdifuld øvelse i at skabe overblik over de fag, som studiet har budt på samtidig med at den giver én mulighed for at sætte denne teori i perspektiv til den virkelige verden gennem den strategiske del. Men hvorfor lige William Demant? Som bekendt, er William Demants største selskab høreapparatsvirksomheden Oticon, og netop denne virksomhed har jeg et specielt forholdt til, da jeg har arbejdet der i 7 år. Oticon har derfor været en stor del af mit voksne liv, og jeg har fulgt virksomheden gennem dens sidste 10 års udvikling fra den rivende udvikling, som Lars Kolind var med til at sætte i gang, til i dag hvor det er en stor og efterhånden velkonsolideret virksomhed. Jeg kender derfor virksomheden indefra, og har besøgt og arbejdet sammen med datterselskaber i hele verden. Men WDH er også en vigtig virksomhed set med den almindelige danskers øjne - endog set med internationale øjne. WDH har været en vigtig spiller når det gælder om at definere fremtidens Danmark. I takt med at globaliseringen bider sig fast, må nationer specialisere sig til det de gør bedst og WDH er i høj grad inkarnationen af ”Hvad danskere gør bedst”. Med Lars Kolind i spidsen kickstartede WDH (dengang bare Oticon) den bølge af nye måder at tænke innovation, vidensøkonomi og virksomhedsledelse på. Ordet ”spagettistruktur” blev hurtigt et af de mest kendte buzz-words da det blev introduceret. Siden hen er denne ledelsesfilosofi nærmere blevet reglen end undtagelsen i danske vidensvirksomheder som Novo, Vestas og en lang række af andre børsnoterede virksomheder. Selv flere steder inden for det offentlige, er denne måde at tænke ”virksomhed” på blevet indført. Disse nye tanker omkring hvordan man sammensætter vidensvirksomheder, vil være vores styrke i den globaliserede verden og WDH har således sat sit fodspor som mere end ”blot” en virksomhed – både for mig, for den danske vidensarbejder og for alle danskere som helhed, der er afhængige af, at Danmark i fremtiden vil klare sig lige så godt internationalt som det har været tilfældet i de sidste mange årtier.

UddannelserCand.merc.fir Finansiering og Regnskab, (Kandidatuddannelse) Afsluttende afhandling
SprogDansk
Udgivelsesdato2009
Antal sider84