Returning to the spotlight: Serbia’s new position in Europe

Mads Søndergaard

Studenteropgave: Kandidatafhandlinger

Abstrakt

Denne afhandling undersøger og analyserer Serbiens problematiske bestræbelser på at opnå tættere vestlige relationer og medlemskab af EU. De seneste 20 år, siden Jugoslavien gik i opløsning i starten af 1990’erne, har der været intenst internationalt fokus på regionen. Centralt i hovedparten af konflikterne har Serbien fundet sig selv, oftest isoleret fra vestlig opbakning og til stadighed med kontroversielle standpunkter og holdninger. På trods af disse omstændigheder er europæisk integration og medlemskab af EU blandt topprioriteterne for det moderne Serbien. Grundet Serbiens centrale rolle i adskillige konflikter er EU imødekommende overfor Serbiens ønske. EU opfatter Serbien som en nøglefigur i bestræbelserne på at skabe vedvarende stabilitet, udvikling og økonomisk fremgang i det vestlige Balkan. Men hvorfor er et pro-europæisk Serbien særligt afgørende for disse bestræbelser og hvilke særlige betingelser og konflikter skal opfyldes og løses før et samarbejde kan blive en realitet? EU’s udvidelsesstrategi for det vestlige Balkan tager udgangspunkt i conditionality, et begreb som bunder i et forhandlingsprincip baseret på opfyldelsen af en række betingelser. Modsat tidligere udvidelser hvor en række politiske og økonomiske kriterier skulle opfyldes, gælder der for det vestlige Balkan en yderligere række omstændigheder som er afgørende for at opnå EU medlemskab. For Serbien gælder det specifikt at man skal samarbejde med den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY) samt at man skal finde en holdbar løsning på uoverensstemmelserne med Kosovo over deres unilaterale uafhængighedserklæring; en erklæring Serbien nægter at anerkende. De komplekse serbiske omstændigheder udspringer alle af de borgerkrige som hærgede regionen op gennem 1990’erne. Krigene mod de løsrivende stater, Slovenien, Kroatien og Bosnien og Hercegovina, resulterede i de værste krigsforbrydelser set på europæiske jord siden 2. verdenskrig. Serbien, styret af Slobodan Milosevic, blev isoleret fra vesten og udpeget som hovedansvarlig for grusomhederne. Krigens afslutning var i høj grad at resultat af at NATO, for første gang i alliancens historie, valgte at åbne ild, mod Serbien vel og mærket. Mod slutningen af 1990’erne påstod der væbnet konflikt i Kosovo. Kosovo, som uden succes ligeledes havde søgt international anerkendelse som en selvstændig stat i starten af 1990’erne, ønskede atter løsrivelse fra Serbien. Serbien betragter Kosovo som en uundværlig del af deres historie og territorium og vil ikke anerkende nogen form for Konflikten resulterede i flere NATO angreb mod Serbien og afslutningsvis i at FN vedtog resolution 1244, hvilket betød at 50,000 NATO soldater blev sendt til området. Et europæisk perspektiv for de nye lande på Balkan blev hurtigt en prioritet for EU. En politisk strategi i form af the Stabilization and Association Process (SAP) blev vedtaget, som lovede fremtidigt medlemskab til alle lande såfremt de mødte EU’s skærpede betingelser. I Serbiens forhandlinger med EU spillede samarbejdet med ICTY en betydningsfuld rolle. Ved hjælp af indrømmelser og sanktioner kunne EU holde Serbien på en pro-europæisk kurs, samt påvirke Serbien til tættere samarbejde med ICTY, en af de skærpede omstændigheder for EU medlemskab. Som led i disse forhandlinger blev også Kosovo brugt som et middel. EU så lempeligt på Serbiens ufuldkomne samarbejde med ICTY i håb om at bløde op for Serbiens synspunkt i forhold til Kosovo. Det lykkedes ikke. I forhandlingerne om Kosovos status fastholdt Serbien deres synspunkt fra start til slut. På trods af intense internationale forhandlinger lykkedes det aldrig for Serbien og Kosovo at enes om et kompromis. Forhandlingerne endte uden resultat da Kosovo i februar 2008 vedtog en uafhængighedserklæring. Serbien og deres allierede protesterede og sendte spørgsmålet om erklæringens lovlighed til the International Court of Justice (ICJ). I deres uforpligtende og ikke-bindende udtalelse den 22. juli 2010 erklærede de at Kosovos uafhængighedserklæring ikke var i strid med international lov, men undsagde sig at udtale sig om de politiske og territoriale konsekvenser forbundet dertil. Dermed er problemet fortsat uløst, og en fornyet dialog mellem de to parter forventes genoptaget i starten af 2011. Centralt for Serbiens proces mod EU medlemskab har været EU's brug af conditionality samt Serbiens strategiske rolle i regionen. Under disse omstændigheder er Serbien kommet langt, men det har også vist sig at Serbien på centrale områder tøver med at bøje sig. To krigsforbrydere er stadig på fri fod og man nægter stadig at anerkende Kosovos selvstændighed. Den serbiske regering har dog fremtidigt EU medlemskab øverst på dagsordenen, og Serbiens evne til at samarbejde og gå på kompromis har aldrig været bedre end i dag. Gennem hårdt arbejde, både fra Serbien og EU, er man kommet tættere på, men man mangler stadig de sidste afgørende skridt.

UddannelserCand.ling.merc Erhvervssprog og International Erhvervskommunikation (Interkulturel Marketing), (Kandidatuddannelse) Afsluttende afhandling
SprogEngelsk
Udgivelsesdato2010
Antal sider65