Hvor skal talen komme fra? Dialogen som omsiggribende ledelsesteknologi

Artiklen tager afsæt i den udbredelse af dialog som ledelsesinstrument, som har kunnet iagttages de senere år inden for mange forskellige velfærdsområder. Den fremlægger den påstand, at der er ved at ske en forskydning i ledelsesrelationerne, som indebærer, at den før talende ekspert — lægen, sundhedsrådgiveren, socialarbejderen, lederen — nu skal tale mindre, mens den førhen tavse — patienten, den udstødte, medarbejderen — nu skal tale mere. Hermed ser vi altså en forandring i, hvem der har mulighed for at fremsige noget gyldigt om det, der skal ledes. Udgangspunktet for denne omvending er en moderne vestlig forestilling om, at den tavse nødvendigvis må være undertrykt eller berøvet for ansvar, mens talen udgør vejen til frisættelse. Artiklen viser imidlertid, hvordan dialogen ordner den talendes tale, således at bestemte former for selv-ledelse bliver mulig. Karlsen & Villadsen viser, hvordan såvel sundhedsfremme, socialt arbejde og lederudvikling udøves med reference til en særlig subjekt-konstruktion, nemlig "det spaltede subjekt", som både rummer god vilje og modvilje. Artiklens diagnose søger altså at udlæse en generel tendens; imidlertid viser analyserne også, hvordan dialog-teknologien antager forskellig udformning inden for de specifikke faglige og institutionelle felter, som den indgår i.