Socialkonstruktivisme som videnskabsteori: Sisyfos´ videnskab

Socialkonstruktivismen har både et dekonstruerende og et konstruktivt potentiale. For selv om den på den ene side demaskerer det nuværende ideologiske billede af videnskaben, så indeholder den på den anden side samtidig kimen til en ny produktiv forståelse af videnskaben. En forståelse hvor videnskaben ikke er noget endeligt eller en gang for alle etableret. En forståelse hvor videnskab tværtom er lig med en evig stræben og et uendeligt arbejde efter at skabe en umulig vished om virkelighedens dybere sammenhænge. Et billede af videnskaben som egentlig passer godt med videnskabsfolkenes selvforståelse. De søger sammenhænge og vished vel vidende, at de aldrig vil kunne være absolut sikre. Det umulige i projektet og den umiddelbare meningsløshed er netop det der i den sidste ende gør den evige og altfortærende søgen meningsfuld. Hermed er det oplagt at opkalde denne videnskabsforståelse efter Sisyfos, som vi - efter Camus’ fortolkning – må opfatte som lykkelig på trods for hans umiddelbare meningsløse stræben efter at få stenen til at hvile på bjergets top. I denne artikel vil jeg kort forsøge at vise denne dobbelthed - hvordan socialkonstruktivismen både dekonstruerer det traditionelle videnskabsbillede og giver grundlaget for en ny forståelse. Dette vil jeg gøre ved først at vise, hvordan dekonstruktionen foregår. Dernæst vil jeg sandsynliggøre, hvordan der eksisterer mange og meget forskellige socialkonstruktivismer. Derefter vil jeg prøve at give en forklaring på, hvorfor så mange unge forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab vælger socialkonstruktivismen. Dette vil tage form af et glidebane-argument – man starter med en uskyldig antagelse og ender i en radikal position – uden at vide hvordan man skulle kunne stoppe undervejs. Men netop indsigten i, at man bør stræbe mod at undgå glidningen på trods af at det ikke lader sig gøre, udgør udgangspunktet for Sisyfos’ videnskab.