Renteloftet og faste driftssteder i udlandet: I lyset af Argenta, C-350/11

I min tidligere artikel om renteloftet og faste driftssteder i udlandet i Skat Udland (SU 2012, 272) argumenteres for, at det ikke er foreneligt med etableringsfriheden i art. 49 TFEU at nægte medregning af aktiver allokeret til faste driftssteder i andre EU-/EØS-lande i renteloftet efter SEL § 11 B. I denne artikel fremlægges yderligere argumenter herfor, som følge af EU-Domstolens afgørelse i Argenta, C-350/11 (SU 2013, 276), hvori EU-Domstolen fandt det uforeneligt med art. 49 TFEU, at der i de belgiske NID-fradragsregler ikke medregnes nettoværdien af aktiverne i faste driftssteder, der er beliggende i andre EU-/EØS-lande. Det må derfor fortsat konkluderes, at aktiver allokeret til faste driftssteder i andre EU-/EØS-lande også kan medgå i opgørelsen af aktivmassen efter SEL § 11 B, stk. 5, uagtet at skatteministeren tidligere har benægtet dette.