Nye tider – nye fag

I slutningen af 1800-tallet kunne man se tilbage på et århundrede med store forandringer. Danmark var blevet industrialiseret. Jernbane og telegraf var efterhånden gamle teknologier, og i de senere år var ting som jernbeton, telefoner og elektricitetsværker kommet til. Men var uddannelsen til ingeniør fulgt med de nye tider? Nok ikke helt. I begyndelsen af 1890’erne var der derfor en vis utilfredshed med ingeniørerne. Ikke alle mente, at Polyteknisk Læreanstalt (i dag DTU) levede op til sit formål om at give en højere teknisk undervisning på videnskabeligt grundlag, som passede til landets industrielle udvikling og statens behov. Der var simpelthen en fornemmelse af, at man ikke helt var fulgt med, og flere ønskede at uddannelsen blev mere praksisorienteret.På Polyteknisk Læreanstalt var man lydhør over for kritikken, og i 1893 fremsatte lærerrådet nogle forslag til ændringer af undervisningen. Man ønskede fx elektroteknik indført som fag for maskin- og bygningsingeniørerne, fordi elektriciteten havde fået en stigende praktisk anvendelse. Man ønskede også, at bygningsingeniørerne skulle vide mere om materialer som træ, jern og cement samt arbejde med materialprøvning. I forhold til samfundets behov anså man det for en simpel nødvendighed.I 1896 begyndte så den obligatoriske undervisning i både elektroteknik og materiallære med undervisere, der kom fra den praktiske verden. Frands V. F. A. Øllgaard, der havde erfaring med havne og vandforsyning, blev ansat som underviser i materiallære, og Ib Windfeld-Hansen, der havde været med til at planlægge Københavns første elværk, kom til at undervise i elektroteknik. Begge underviste som en bibeskæftigelse ved siden af deres arbejde som ingeniører med fingrene langt nede i den fortsatte udvikling af henholdsvis vand- og elforsyning. I det følgende fortælles først historien om indførelsen af materiallære som fag, og derefter historien om elektroteknikken. Begge fags fremkomst afspejlede enorme forandringer i den måde, vores samfund fungerer på. De var kort sagt en vigtig del af skabelsen af det materielle velfærdssamfund, vi lever i, hvor de færreste af os kunne tænke os at være uden ting som wc’er og stikkontakter.