Ledelsesarbejde i offentlige AI-projekter mellem teknologisk håb og organisatorisk virkeliggørelse

Kunstig Intelligens (eng. forkortelse, AI) bringer løfter om at kunne løse mange af de problemer, den offentlige sektor har kæmpet med i årtier. Ofte opfattes AI her som en mere eller mindre færdig og stabil ”ting”, der er klar til at blive implementeret i organisationer, når man beslutter sig for det. Når vi iagttager et offentligt AI-projekt ud fra et CCO-perspektiv via begreberne dislokal og presentificeret, fremstår AI som et sociomaterielt sammenvævet og situeret fænomen, som forandrer sig over tid, og vi kan derfor stille spørgsmålet om, hvilke former for situeret ledelsesarbejde der udfolder sig, når organisationer beslutter sig for at anvende AI. Vi har gennemført etnografiske observationer over halvandet år i et dansk, tværkommunalt AI-projekt, og analysen heraf viser, at AI-digitalisering blandt andet realiseres gennem forhandlinger af, hvad AI er og kan være. Disse forhandlinger indebærer et ledelsesarbejde, der dog i vid udstrækning er usynligt i den forstand, at det er undervurderet og overset i mange af de fremstillinger, der fremhæver AI som en færdig løsning.