Ledelse i militære højrisikoteams

Jakob Rømer Barfod

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandling

1004 Downloads (Pure)

Abstrakt

Militære højrisikoteams arbejder i komplekse sammenhænge. Soldater i militære højrisikoteams må samarbejde om at udføre planlagte og ikke-planlagte arbejdsopgaver, som kræver tæt koordinering og tydelig kommunikation. Dette samarbejde kan være krævende i sig selv, men bliver endnu mere udfordrende på grund af, at det ofte foregår under vanskelige klimatiske vilkår, tidspres og uvante kulturelle forhold. Samtidigt skal soldaterne løbende tilpasse sig eventuelle forandringer i de taktiske omgivelser samt forholde sig til kravene fra andre interessenter, fx udenlandske enheder og den lokale befolkning. Herudover skal de indgå i et tæt samarbejde med både andre koalitionspartnere og lokale militære styrker, på et andet sprog eller gennem brug af tolke. Denne afhandling går tæt på praksis og undersøger, hvordan soldater i sådanne højrisikoteams koordinerer handlinger gennem ledelse, hvordan de situationelt i deres interaktion skaber mening i den komplekse arbejdskontekst, og hvordan de håndterer diverse afvigelser og usikkerheder.
Afhandlingens analyser baseres på forskellige former for empirisk materiale med fokus på in situ videooptagelser, suppleret med interviews af soldater og teams og observationer af og aktiv deltagelse i soldaternes arbejdsaktiviteter. Det empiriske materiale er indsamlet i små enheder fra det danske forsvars operationer i Afghanistan, med fokus på en bestemt enheds indsættelse i 2018. Afhandlingen anlægger et etnometodologisk perspektiv og er centreret om tre analyser, der søger at besvare, hvordan ledelse foregår i forbindelse med militære højrisikoteams praktiske opgaveløsning før og under indsættelse i felten, herunder håndtering af afvigelser. Ved hjælp af især mikroanalyser i form af multimodale interaktionsanalyser af taktiske indsættelser afdækker analysekapitlerne, hvordan soldaterne fx gennem rutiner og kropslig interaktion koordinerer og skaber retning og mening i deres daglige, komplekse arbejdskontekst, samt hvordan soldaterne håndterer forskellige former for uventede problemer i deres arbejde og de usikkerheder, som disse problemer skaber.
Ved at studere de situerede praksisser i militære højrisikoteams bidrager dette forskningsprojekt til en udvidet forståelse af, hvordan ledelse i en militær sammenhæng reelt udøves. Det konkluderes, at soldaterne koordinerer deres handlinger gennem ledelse ved at trække på deres militære professionelle blik og derigennem producere resultater. På tværs af analyserne illustreres det, hvordan krop, hastighed, en veludviklet rolleforståelse, fokuserethed og initiativparathed udgør væsentlige ressourcer i produktionen af ledelse og dermed er essentielle for at kunne håndtere og skabe mening i den til tider komplekse taktiske situation. Teoretisk bidrager afhandlingen især til forskningsfelterne om militær ledelse og ’leadership in interaction’ – specielt de sparsomt belyste praksisorienterede grene af disse forskningsfelter – ved at påvise de situerede og interaktionelle praksisser, som soldaterne udfører, hvordan koordinering, mening og orden skabes ved hjælp af disse, samt hvordan de situerede praksisser udføres som en ganske normal del af den overordnede hverdagspraksis.
OriginalsprogDansk
UdgivelsesstedFrederiksberg
ForlagCopenhagen Business School [Phd]
Antal sider389
ISBN (Trykt)9788793956889
ISBN (Elektronisk)9788793956896
StatusUdgivet - 2021
NavnPhD series
Nummer06.2021
ISSN0906-6934

Citationsformater