Klassekampen, der forsvandt

Stuvet sammen i et lille lokale på Ecole d'économie de Paris sidder omkring 50 forventningsfulde ph. d.-studerende og professorer fra de ledende franske økonomiske forskningsinstitutter. Salen sitrer, mens forsamlingen venter på, at Thomas Piketty skal løfte sløret for sit nye projekt - en slags epilog til hans store økonomiske fortælling og gigantiske hit, Kapitalen i det 21. århundrede, der er udkommet på over 40 sprog og er gået hen og blevet det mest diskuterede økonomiske værk uden for akademiske kredse i nyere tid. På et engelsk med tyk og syngende fransk accent indleder Piketty sin forelæsning med at forsikre os om, at han ikke vil forholde sig normativt til sine empiriske opdagelser, men blot fremlægge fakta. »Jeg kommer ikke til at sige, at det ene er godt eller dårligt, blot vise jer, hvordan det står til.« En ansvarsfraskrivelse, der altid har præget hans deltagelse i den offentlige debat, hvor han aldrig har bekendt politisk kulør, men blot sagt, at hans arbejde hverken er neoliberalistisk eller antikapitalistisk. På denne måde har han sat sig i en position, hvor han kan kritiseres af ingen og alle på samme tid. Projektet, han skal præsentere, starter på mange måder der, hvor han efterlod læseren i Kapitalen. I denne bog konkluderede han, at vi oplever en markant velstandsulighed i den vestlige verden, hvor færre og færre ejer mere og mere. Dette skyldes, at vækstraten på kapitalafkastet har overhalet vækstraten på produktionsafkastet - altså, at en formue vokser hurtigere igennem fast kapital end ved fast arbejde.