Industrialismens Pels

Analyser af industrialisme byggede indtil for tyve-tredive år siden på en narrativ figur – ’fra håndværk til industri’. I vores postindustrielle samfund hvor butikkerne ligger tæt, og der er langt til fabrikkerne, må denne analysefigur suppleres med et nyt slutpunkt, så den forløber ’fra håndværk til industri til globaliseret industrinetværk’. Der er opstået et nyt grundlag for en globaliseret industrikultur baseret på en voksende afstand mellem produktion og forbrug. I denne artikel analyseres den danske og europæiske pelsbranche ud fra denne tre-punktsfigur. Pels har aldrig været et skoleeksempel på industrialismens udviklingsparadigme. På grund af pelsbranchens særlige materielle udfordringer – hvert skind er unikt, og det kræver en stor viden at bearbejde det – har det været svært for branchen at følge med industriudviklingen og høste de stordriftsfordele, som andre brancher gjorde i efterkrigstiden. Den fortsatte næsten håndværksmæssige organisering satte branchen så meget udenfor modens og industriens netværk, at den ikke havde mange venner tilbage, da dyrerettighedsbevægelsen i 1980erne lancerede en række anti-pelskampagner. Under efterfølgende krise og omstrukturering er branchens organisation blevet ændret, således at pelsbeklædningsproduktion i dag er koncentreret i Kina, mens distribution og salg er knyttet til internationale designermærker. Denne del af branchens strategiske repositionering kan i høj grad tilskrives markedsføringsorganisationen Saga, der er finansieret af de nordiske pelsdyravlere og beliggende i Danmark. Denne artikels overordnede argumentation er, at denne omstrukturering sammen med den voksende interesse for etik og forbrugerpolitik har været den afgørende forudsætning for pelsens tilbagevenden i modebilledet.