Abstract
Der har i de senere år været fokus på begrebet fast driftssted og dets afgrænsning. Det har senest ført til ændring af bestemmelsen om fast driftssted i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, og kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4. Dertil kommer, at der med 2017-overenskomsten er sket en præcisering i kommentaren vedrørende de såkaldte “hjemmekontorer”. Afgørelserne SKM2020.432.SR og SKM2020.433.SR vedrører spørgsmålet, om et hjemmekontor for en ansat udgør et fast driftssted for den udenlandske arbejdsgiver. Udfordringen er, at den udenlandske arbejdsgiver ikke har en juridisk ret til hjemmekontoret, og spørgsmålet er derfor, om arbejdsgiverens tilstedeværelse i kontoret er mere end “blot tilstedeværelse”. Selv om faktum i de to sager er ensartet, vurderede Skatterådet i SKM2020.433.SR, at der var tale om et fast driftssted, mens det ikke var tilfældet i SKM2020.432.SR. En forklaring på forskellen kan være, at aktiviteten i SKM2020.433.SR rettede sig mod Danmark, mens det ikke var tilfældet i SKM2020.432.SR.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Artikelnummer | SR.2021.0003 |
| Tidsskrift | SR-Skat |
| Vol/bind | 33 |
| Udgave nummer | 1 |
| Sider (fra-til) | 3-8 |
| Antal sider | 6 |
| ISSN | 0904-5139 |
| Status | Udgivet - feb. 2021 |