Har en leder altid ansvaret, og aldrig skylden? Om lederes læring ved undervisning i ansvar i ledelse

En reform, der skulle føre til bedre uddannelse for borgerne, faldt til jorden, og medarbejderne fik stress. En beboer på en døgninstitution gik ud for at stemme, og kom aldrig hjem igen. Begge disse to eksempler handler om ledelsesbeslutninger, hvor noget går galt. Og sådan er det med mange eksempler i ledelse: Tingene går ikke altid som forventet, og så leder omgivelserne efter, hvem der har ansvaret. Hvem har skylden. Denne artikel beskriver en undersøgelse af, hvordan det personlige lederskab er både en fordel og en hæmsko for lederskabet i forhold til ansvar og skyld. Det er en fordel at tale om et personligt lederskab, fordi det sætter lederens valg på spidsen, når det drejer sig om ansvar. Det er en hæmsko, at tale om det personlige lederskab, når det drejer sig om skyld, netop fordi det sætter lederens person på spil på en tvetydig måde. Er lederen ”skyldig”, når ting går galt, og hvordan har denne bagside af ansvar (”skyld”) noget med lederens person at gøre? Disse spørgsmål diskuteres igennem en undersøgelse af, om og hvordan undervisning i ledelse, ansvar og skyld påvirker lederes opfattelse af disse emner. Konklusionen er, at det personlige lederskab netop skal forholde sig til spørgsmål om det etiske i det politiske for at holde fokus på opgaven, og hvordan ledere kan forholde sig til begivenheder i et politisk rum, også når det går galt.