Efter det militante demokrati? Demokratisk selvforsvar i populismens tidsalder

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftartikelForskningpeer review

Abstrakt

Ifølge fremtrædende kommentatorer kommer den største trussel imod det liberale demokrati i dag ikke fra direkte anti-demokratiske bevægelser, der ønsker at omstyrte det liberal demokrati gennem voldelig revolution,for derefter at etablere en radikal anderledes styreform. I stedet er nutidens liberale demokratier primært truet af den gradvise erodering af demokratiske normer og institutioner foretaget af folkevalgte politiske ledere, der nyder legitimitet fra valghandlingen og hvis gradvise erodering af demokratiske normer kan være svær at øje på. Denne problematik har genvakt en teoretisk og politisk interesse i spørgsmålet om hvorledes demokratiske systemer kan bekæmpe populistiske og semi-autoritære politiske bevægelser, partier og ledere. Den dominerende tilgang til dette spørgsmål har været det såkaldte militante demokrati, første gang formuleret af den tysk-jødiske forfatningsteoretiker Karl Loewenstein i 1937, der baserer sig på at begrænse ekstreme bevægelsers adgang til det politiske system. Denne artikel ønsker at kritisere det militante demokrati både i dets klassiske og nutidige formuleringer, samt tegne konturerne af en alternativ tilgang til demokratisk selvforsvar, der ulig den militante tilgang ikke forsøger at begrænse demokratiet, men at udvide det. Hvor ansvaret for bekæmpelse af politisk ekstremisme i den militante model tilkommer politiske eliter, valgte repræsentanter og uvildige dommere, ligger ansvaret i den alternative model hos borgerne selv.
OriginalsprogDansk
TidsskriftAgora
Vol/bind20
Udgave nummer1-2
Sider (fra-til)258-278
ISSN0800-7136
StatusUdgivet - 2020

Citationsformater